Anmeldelse
Last Fair Deal Gone Down er svenske Katatonias femte album. Det følger stilen fra de to foregående album Discouraged Ones og Tonights Decision. Det er stemningsfuld og melankolsk rockmusik, der har mere til fælles med The Cure og Pink Floyd end Slayer. Katatonia lagde ellers ud i den mere metalliske ende af rockmusikken, men dette er for stedse lagt bag gruppen. Jonas Renskes lead-vokal er en stille, klagende affære, der får formidlet de smukke molmelodier ganske overbevisende. Bandet viser sig fra deres ypperste side på et nummer som Chrome, der indledes af over et minuts guitarmalerier, før nummeret endelig bader lytteren i triste, vemodige refræner. Dette nummer er dog ikke kendetegnende for albummets kvalitet. Der er både skidt og kanel. Når Katatonia er gode, er de rigtig gode, og det er de på cirka halvdelen af albummet. Last Fair Deal Gone Down når ikke helt op på Discouraged Ones og vidner også om, at det måske er på tide, at Katatonia igen videreudvikler deres lyd..








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.