All The Birds er et mesterværk. Intet mindre. En sindsoprivende energiudladning, en sensitiv fantasirejse.
Årets hidtil bedste jazzalbum? Ja! For Marilyn Mazurs All The Birds er et mesterværk. Intet mindre. En sindsoprivende energiudladning, en sensitiv fantasirejse. En sand dans på kattepoter hen over klokker, bjælder og bækkener, godt akkompagneret af en række af dansk og svensk jazz-musiks bedste: Anders Jormin, Palle Mikkelborg, Fredrik Lundin og Josefine Cronholm, for bare at nævne fire af tretten sidemen. All The Birds er et dobbelt live-album optaget på den enestående danske jazz-musikers koncertturné i 2001. En turné, der blev afviklet i umiddelbar forbindelse med, at Mazur blev tildelt verdens fornemmeste jazz-pris: Jazzpar-prisen. Optagelserne viser da også med al ønskelig tydelighed, at Mazur var en værdig prismodtager. Som komponist og kapelmester formår hun nemlig til stadighed at skabe et udfordrende, originalt univers i spændingsfeltet mellem det forførende og det hidsige. Og sammen med sine to bands, Future Song og Percussion Paradise, og en række gæstemusikere begår hun simpelthen det ultimative.








Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.