Anmeldelse

Efter den lidt anonyme Beaucoup Fish (1999) var det ligesom, at den vildtvoksende kreative energi var begyndt at forlade technoscenens største band. Det tredje album var simpelthen ikke lige så chokerende innovativt og banebrydende som Underworlds to første album Dubnobasswithmyheadman (1993) og Second Toughest In The Infants (1996). Da DJ’en Darren Emerson så forlod bandet under den efterfølgende verdensturné, var krisen åbenlys. Hvad ville der nu ske tilbage i studiet? Kunne de to uheldige helte fra 1980'ernes fusionrock-miljø - som den noget yngre Darren Emerson fik støvet grundigt af med acid house og ecstasy i slutningen af 80erne og gjort til en verdenssucces i starten af 90'erne - selv skabe den unikke lyd af langstrakte og fremadskridende grooves, der kendetegnede megahits som Born Slippy (nuxx) eller Dark And Long? De tre år, der er gået siden bruddet, har virket som en healende og inspirerende 100 dages ferie. For duoen Underworld er vendt tilbage med fornyede kræfter og et opløftende, nuanceret album. De dunkle storbystemninger, der kendetegnede de forrige album, er på f.eks. Two Months Off og Twist skiftet ud med varmere, roligt strømmende klangflader og brasiliansk kropsnær percussion - flagrende under de karakteristiske stramt repeterende synthfigurer og mavesugende basbeats. Karl Hydes ordstrøm er messende melankolsk, humoristisk og rablende poetisk. Med sexede, hviskende samplinger af sangerinden Juanita på bl.a. det intense Little Speaker eller med overraskende stilbrud som på den syntetiske countryhallucination Trim har Underworld ikke skabt nye store hits - men fabulerende øjeblikke af sjælden, mystisk og opfindsom vellyd.