Anmeldelse

Fjortende album fra hæderkronede Tom Petty And The Heartbreakers, der debuterede i 1976. Bandet har haft op- og nedture, og 1980’erne var magre år, bortset fra udgivelserne Hard Promises og Full Moon Fever fra 1981 og 1989. 1990’erne var dog et jævnt godt årti for gruppen, mens Tom Pettys solo-kraftpræstation Wildflowers fra 1994 indtil videre står som orkesterlederens allerbedste værk.
Det er især tekstmaterialet, der gør The Last DJ gedigen. Eksempelvis er det fine titelnummer en besk kommentar til musikindustrien og en hyldest til den uafhængige DJ, der "… plays what he wants to play and says what he wants to say."
Endnu et hug får pladeindustriens pengemænd og plastic-produkter i den pågående Joe og i den fine Money Becomes King. Den næsten John Lennon-agtige Like A Diamond er tilført strygere, mens der er hård rock i Lost Children.
The Last DJ overskygger ikke ovennævnte album, men der er gods nok i denne cd til, at den placerer sig i den bedre ende af Tom Petty og Co.’s produktion.