Anmeldelse

The Sounds er rigtig retro. En gang imellem er de faktisk retro-retro. F.eks. i Hit Me!, hvor blæserne og boogie woogie-klaveret klart peger tilbage, men ikke på den oprindelige tressersoul - snarere på den måde, man i firserne brugte dén lyd på. Forvirrende? Egentlig ikke, nærmest tværtimod.
Når The Sounds tager fat i firsernes new wave-pop og giver den et skud punket energi, er den mest nærliggende reaktion at hoppe rundt og synge med - ikke at kaste sig ud i musikteoretiske overvejelser. Svenskerne vil underholde, og de gør det godt: Sangene springer ud af højttalerne og er med ganske få undtagelser smittende energiske og uimodståeligt imødefaldende.
Man kan kalde det uopfindsomt, men det er med The Sounds som med så mange andre retro-bands: De trækker på fortiden, men ikke så man kan udpege ét bestemt band, de bevidstløst plagierer. Man kan også kalde det tomme kalorier, og dér har undertegnede ingen modargumenter. Omvendt: Hvem nyder ikke en tom kalorie i ny og næ?