Anmeldelse

Duoen Moloko fra stålbyen Sheffield har siden 1995-debuten Do You Like My Thight Sweater? stået for et elegant dansabelt mix af elektronisk musik, latin, disco og easy listening serveret med teatralsk cabaret-attitude. Orkestret er beslægtet med Saint Etienne, men knapt så selvironiske og har i Roisin Murphy en flot mørk stemme med et stort stænk soul. Statues er Molokos fjerde album og er blevet til, efter at Mark Brydon og Roisin ikke længere deler både seng og karriere, og albummets grundstemning er kold og hård som Sheffield Steel og næsten fjendtlig, selvom sangene serveres med perfektionistiske arrangementer og et uimodståeligt groove. Nævnes skal også det sjove cover, hvor Roisin ses stige op af vandet, ikke som skumfødt madonna, men som hidsig furie med hævngerrigt udtryk i ansigtet, drivvåd T-shirt og knugende en fadbamse i hver hånd, som nogen snart skal have kylet i fjæset. Statues er en kølig, men perfektionistisk og flot gennemført plade.