Cat Power: You Are Free

Cat Power
You Are Free

Cat Power: You Are Free

GAFFA

CD / Matador
Udgivelse D. 18.02.2003
Anmeldt af
Peter Studstrup

Den sky amerikanske sangerinde og sangskriver Chan Marshall alias Cat Power har med You Are Free fortsat linien fra Moon Pix og The Covers Record med det lige så smukke og personlige You Are Free. Chan Marshall er singer/songwriter i folk-blues-alternative country-stil, og hendes største force er skønheden og ærligheden i hendes sangstemme. You Are Free veksler mellem det helt nøgne udtryk af hendes indtrængende smerteladede stemme med et meget enkelt akkompagnement på enten klaver eller guitar, og regulære fuldt instrumenterede bandnumre. Albummet er produceret af Adam Kasper (Foo Figters, Pearl Jam), og øvrig musikalsk hjælp ydes af bl.a. Dave Grohl, Eddie Vedder og Bill Callahan (Smog). ”Free” er et nøgleord i teksterne, og meningen er oftest ønsket om at gøre sig fri fra en fortid og ikke mindst en barndom fyldt med så voldsom en smerte og sorg, at den hele tiden truer med at forkrampe og ødelægge alt i nutiden. Chan Marshall er ikke bange for patos og balancerer ofte lige på kanten af det patetiske, som i Names, hvor en række grusomme børneskæbner hentes frem fra erindringen og forsynes med navn og alder. Man er ikke i tvivl om, at fortællingerne virkelig handler om kammerater, Chan er vokset op med, og at erindringen fremkalder stærke følelser, og derfor virker fortællingerne også så uafrysteligt stærke. Cat Power er en enestående kunstner, og You Are Free er et mesterværk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA