Anmeldelse

Hvis nogen bildte sig ind, at guitarist Graham Coxons exit og Damon Albarns succes med Gorillaz skulle få indvirkning på Blurs nye album, så havde de fuldkommen ret. Think Tank er nemlig Blur i stærkeste opstilling og albummet en sær krydsning mellem netop Gorillaz-projektet og Blur-klassikeren Parklife. Britpoppen er bestemt ikke død på Think Tank, men den lyder til gengæld noget anderledes, end den gjorde i de fremadstormende 90’ere.
Think Tank er årets hidtil mest opfindsomme album. Det rene kaos, og deraf skal orden så vidt vides komme, men det sker heldigvis ikke på Think Tank, der insisterer på at være skæv, original og konstant overrumplende i sine musikalske udskejelser. Det syder og bobler af idérigdom, og der er derfor tale om en sand musikalsk forårsbebuder, hvor alt pludselig står i flor. At lytte til Think Tank føles som uden varsel at blive ramt af årets første pollenbyge, der som bekendt udløser kløe og konstant nysen.
Think Tank er Blurs mest utilpassede album og et herligt vægelsindet mesterværk. Selv uden guitarist Graham Coxon er der masser af skarpe Clash-riff og et par eksplosive punksange, men det er også lyden af et lavteknologisk rumskib på afveje, der nødlander midt en nordafrikansk stammefest.
Think Tank nægter simpelthen at bekende ensfarvet kulør og tager i stedet den helt store mundfuld. Det forekommer som lidt af en gåde, hvordan dette kludetæppe hænger sammen, men måske er det Damon Albarns flæbende skønsang, der giver det hele mening. Men hvem andre end Blur kan bruge en knirkende seng som rytmeinstrument?