...gedigen pop, hvor gadeprædikanterne forlængst er holdt op med at spy om sig med kontroversielle udslip.

I starten af halvfemserne proklamerede Manic Street Preachers sig som den generations nye rockterrorister med debuten Generation Terrorists, og at de ville gå i opløsning efter bare dette ene album. Da bandets kontroversielle sangskriver og guitarist Richey James forsvandt og formodentlig begik selvmord tre år efter, så det også ud til at være bandets endeligt. Lifeblood er Manic Street Preachers' fjerde udspil uden Richey James, og den walisiske trio har for længst lagt deres provokerende og utilpassede attitude bag sig. Det samme kan siges om musikken. Den anarkistiske og alternative guitarrock blev med det store gennembrud This Is My Truth Tell Me Yours stødt grundigt til hvile. Her fremstod bandet som et fuldblods stadionband, hvor produktion og melodi formede sig fuldendt, men hvor kedsommeligheden hele tiden skød op til overfladen. Med Lifeblood vælger Manic Street Preachers side og tager skridtet fuldt ud som det storladne popband, der længe har luret under overfladen. Mikseren Tom Elmhirst (Goldfrapp) har elegant lagt sit pulserende lydtapet ud over store dele af albummet, hvilket allerede høres på den atmosfæriske åbner 1985. Den bippende og elektronisk påvirkede The Love Of Richard Nixon besidder det gode omkvæd, og har tekstmæssigt som ofte hos gruppen et politisk twist. Albummets højdepunkter er musikalsk de storladne To Repel Ghosts og A Song For Departure, hvor det iørefaldende omkvæds smukke kor er taget fra de højere himmellag. Lifeblood er gedigen pop, hvor gadeprædikanterne forlængst er holdt op med at spy om sig med kontroversielle udslip. Nu om dage kører Manic Street Preachers på frihjul.