Nik & Jay
Midtfyns Festival, Rytmescenen,
søndag d. 6. juli 2003
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Anmeldelse
Ryst den røv
Det er først og fremmest blandt plysmøblerne og body-tequilaerne på landets diskoteker, at Nik & Jay har fået deres massive gennembrud. Søndag eftermiddag skulle duoens letbenede hip-pop så fungere live under teltdugen på Midtfyns Festivals store Rytmescene. En anselig del af festivalens publikum havde lagt vejen forbi, mange bevæbnet med Bacardi Breezers, mobiltelefoner og tårnhøje forventninger.
De fik et show, som virkede tight og professionelt. Sangene fra duoens debutalbum er spækket med iørefaldende og appellerende hooks, som gik rent ind hos det meget ungdommelige publikum, der dominerede de forreste rækker. Længere tilbage i teltet var man indimellem mere i tvivl om, hvorvidt der blev grinet med eller ad Nik & Jays håndtegnsviftende univers. For lige så effektivt og hitsikkert materialet virker, lige så anstrengende er duoens noget påtagede streetwise-attituder. Selvironi er ikke Værløse-drengenes stærke side, og når de indimellem iscenesætter sig selv, som var de vokset op i Bronx, kolliderer det frontalt med en musik, som er belagt med et hampert lag strøsukker.
Det lod dog ikke til at anfægte et publikum, for hvem en sætning som ”jeg har druknet mit begær i Blå Kings og rødvin” endnu ikke er en kliché. Hits som "Hot!" og "Elsker Hende Mere" fik røvene til at ryste under teltdugen, og sangeren Al-X kom forbi på en populær gæstevisit. Nik & Jay arbejdede for sagen og lod til stor jubel et par stykker med bart titte frem under deres rummelige baggy pants. Også i live-udgaven personificerer Nik & Jay det bedste og det værste ved popmusik, alt efter hvilke ører, der hører. Men hovedparten af publikum fik givetvis, hvad de kom efter. Hvad det så end var.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.