Anmeldelse / Live / Mandag d. 07-07-2003 kl. 11:42

The Roots
Midtfyns Festival, Rytmescenen,
søndag d. 6. juli 2003

Anmeldt af Peter Elsnab

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

For lidt hiphop

The Roots spiller håndspillet hiphop med åbne arme. Helt uden genrebegrænsninger. Og de gør det godt. Men hvorfor står man så og efterlyser et enkelt lille DAT-bånd med elementære hiphop-beats smuglet ind midt i den til sidst nærmest endeløse opvisning i instrumentekvilibrisme?

Fordi man lige så godt kan sætte en liveplade med et 70'er-heavyorkester på skiveskæreren derhjemme, hvis man vil høre trommesolo, bassolo, guitarsolo,
keyboardsolo.

Men Philadephia-kollektivet med trommeslageren Ahmad ?uestlove Thompson som omdrejningspunkt kan lide jazz, som man kan høre det på specielt mesterværket fra 1999, "Things Fall Apart". Og de kan lide rock, som
man kan høre det på sidste års "Phrenology". Og de kan
lide så meget andet, bevidste om musikhistorien, som
de er.

En koncert som søndagens afslutning på Midtfyns
Festival - hvis man da som flertallet vælger at glemme
alt om den senere Shu-Bi-Dua-koncert - er en konstant
påmindelse om Jimi Hendrix, Funkadelic, Prince,
Grandmaster Flash, Marvin Gaye, Miles Davis, Bob
Marley og andre af musikhistoriens store kunstnere,
mens man hurtigt glemmer, at det er tidens måske
allerbedste hiphopband selv, der står på scenen.
Tilmed virkede orkestret trætte, og de syv mand så i
starten ud som om, de hellere ville stå på et
gadehjørne og fløjte efter damer og snakke om store
dollargrin. Eller omvendt. Lyden var for hård og
gjorde rapperen Black Thought svær at forstå, og human
beatbox'eren Rahzal "The Godfather Of Noize" var slet
ikke på scenen. At det alligevel swingede, skyldtes ikke
mindst ?uestlove, der blot ved at klaske en vatpind
mod en karklud kunne spille hængebukserne af den
samlede danske rapelite.

Der blev plads til klassikere som "Step Into The
Realm" og "Proceed", før teltet med et par tusinde
lyttere efter 48 minutter eksploderede til
ekstranumrene. Prince-nummeret "When Doves Cry" gled
umærkeligt over i en powerfuld version af den aktuelle
superraprocker "The Seed", som Lenny Kravitz ville
sælge sin soul for at have skrevet.

Men så gik der pludselig Gary Moore, fusionsjazz,
Safri Duo og for meget instrumentlir i den i det tre
kvarter lange ekstra sæt. Men ingen klassiske
rapdyder. Ingen DAT-bånd og meget lidt "say yo!"