Anmeldelse

Debuten Blackened Sky blev modtaget med anklager om uopfindsomhed, og Biffy Clyro er åbenbart ikke uimodtagelige over for kritik. I hvert fald er The Vertigo Of Bliss en noget mere eksperimenterende sag, der driver bandets post-hardcore og grunge-inspirerede lyd til nye ekstremer og tilsætter lidt folket klynkerock.
Det er prisværdige initiativer, ingen tvivl om det. Men Biffy Clyro har gabt over mere, end de kan sluge her. The Ideal Heights post-punkede indledning føres f.eks. ikke til dørs, mens With Aplomb aldrig finder sig til rette med sit bombastiske strygerarrangement og Eradicate The Doubt slet og ret er en gang rod. Det samme kunne siges om The Vertigo Of Bliss som sådan: For mange eksperimenter mislykkes, og for mange melodier står decideret svagt.
Og så har jeg ikke engang brokket mig over de prætentiøse eller fjollede (vælg selv) titler - Toys, Toys, Toys, Choke, Toys, Toys, Toys er et fint eksempel - eller det umotiverede cover: Hvad har en masturberende brunette egentlig med depressiv mørkemandsrock at gøre?