Anmeldelse

Selv om Manic Street Preachers udgav opsamlingen Forever Delayed sidste år, som indeholdt et par ikke før udgivne godbidder, har de haft så mange rariteter liggende i skrivebordsskuffen i perioden 1991 og op til nu, at det er nok til at fylde en dobbelt cd. De maniske gadeprædikanter tager os på Lipstick Traces med på en tur tilbage i deres musikalske løbebane til dengang, hvor de anarkistiske punkrødder stadig var dominerende, og inden guitaristen Richey Edwards forsvandt sporløst. Sorrow 16, Spectators Of Suicide og Democracy Coma giver påmindelser om, hvorfor gruppens rastløse energi og dekadente budskaber fik et solidt tag i et større publikum. Med albummet This Is The Truth Tell Me Yours slog Manic Street Preachers for alvor igennem worldwide og etablerede sig selv som et stadionband, hvilket var en piedestal, gruppen langtfra havde potentialet til at kunne forvalte, hvilket også kunne høres på dette års Midtfyns Festival. Størstedelen af Lipstick Traces numre er fra de senere år og er ikke særlige interessante; de mange covernumre er nærmest ligegyldige.