Anmeldelse

Efter hours… (1999) og Heathen (2002), der begge nærmede sig det noget nær mesterlige, tager David Bowie med Reality et enkelt lille skridt ned af stjerneskalaen. Bevares, Reality er et fremragende rockalbum, der mere end noget andet lægger op til at blive spillet live, som netop David Bowie gør det, når han starter sin kommende verdensturné i Forum den 7. oktober.
Men nuancerne og de småkonceptuelle budskaber er sat i skyggen på David Bowies album nr. 26, hvor også idéerne og melodierne kan drukne en anelse i et bulder af rocksange. Som for eksempel Modern Lovers-coveret Pablo Picasso, den mundharpe-drevne She’ll Drive The Big Car, førstesinglen og albumåbneren New Killer Star, der er albummets skarpest skårede rocker, og titelnummeret, der med et hidsigt beat eksploderer i hovedet på lytteren. På den led virker Reality’s swingende og rockede energiudladning som skræddersyet til koncert.
Alligevel er det også stadig dramatisk og storladen rock’n’roll, som David Bowie beriger sine disciple med. Som den sløve og jazzede afslutter Bring Me The Disco King og ikke mindst The Loneliest Guy, der er et præmieeksempel på David Bowies æstetiske og aristokratiske sangforedrag. "I’m the luckiest guy, not the loneliest guy in the world", synger Bowie. Det er meget smukt.
Reality er som på Heathen produceret af the thin white duke himself og hans tilbagevendte højre hånd Tony Visconti. Ligeledes medvirker David Bowies faste tourband, formentlig med sigt til den kommende verdensturné. Billetholderne til Forum kan godt begynde at glæde sig.