Aidt og hendes suveræne optræden på dette ambient pop- og jazz-album er usædvanlig.
Danske Pernilla Aidt, har selv skrevet al musik og alle tekster og sidder selv bag klaveret, mens hun synger på dette drømmende, sanseligt musikalske album, der uvilkårligt leder tankerne i retningen af Sissel Kirkeby og Enya - selv om disse dog er klasser bedre. Aidt og hendes suveræne optræden på dette ambient pop- og jazz-album er ikke desto mindre usædvanlig. For den 37-årige dansker har klart noget at byde på. Helt utvetydigt en erfaring at trække på. Og noget på hjerte. (Hvorfor man også kan undre sig over, at vi i Danmark først stifter bekendtskab med hende nu). Aidt har en lang sang-karriere bag sig i Frankrig, hvor hun bor. Musikbutikskæden, FNAC, kårede hende således helt tilbage i 1998 som "Årets Jazznavn", efter hendes franske debut med et album med jazzstandards. Aidt er konservatorieuddannet klassisk sangerinde, har videreuddannet sig i jazzens verden på Berklee, men hendes danske debut er hverken eller. Det er en hybrid - ambient pop. Et album med en række ørehængere, som med lidt held vil nå ud til et endog meget stort dansk publikum.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.