The Strokes
Room On Fire

Den tørre forvrængede vokal og de fræsende guitarfigurer på åbneren What Ever Happend? er ikke til at tage fejl af. Dette er umiskendeligt The Strokes. Bandet, der som den store rocksensation bragede igennem med deres debut Is This It? fra 2001 og atter engang fik guitarrocken helt op i omdrejninger, er tilbage i stor stil. Med Room On Fire viser newyorker-kvintetten, at de har fundet deres helt eget ståsted i det massive opbud af upcoming bands, der vil spille cool garage og new wave-rock, som peger tilbage til dengang, hvor The Ramones, New York Dolls og Blondie sensationelt skød op fra New Yorks undergrund og ud på de større scener. Det har ikke været nemt at skulle følge et album som Is This It? op, når man er på alles læber, og forventningerne synes at være nærmest nådesløse. Men The Strokes har formået at vende presset og gør det, som de gjorde på forgængeren. Nemlig at spille beskidt rock’n’roll med masser af attitude lige fra hoften. De store sensationer skal der ledes længe efter. Til gengæld giver bandet en ren opvisning i, hvordan man med simple midler sammensmelter et godt melodimateriale med en snavset rock, der er hentet lige fra rendestenen. Produceren Gordon Raphael har med sin skrabede produktion ramt fuldstændig plet. Reptilia, Automatic Stop og You Talk Too Much bliver drevet frem af snurrig og diskant rockguitar, frempiskende trommespil og ikke mindst Julian Casablancas monotone, men herligt raspende nikotin-stemme. Albummets to potentielle hits er de fremragende 12:51 og Between Love & Hate, der yderlige cementerer, at The Strokes med Room On Fire leverer varen.