Anmeldelse

29-årige Ryan Adams er nu klar med sit tredje udspil på lidt over en måned, et geschæftigt arbejdstempo, der på forunderligste vis endnu ikke har medført nogen form for ral. Og heller ikke denne gang, hvor det er soleklart, at også rockstjerner kan rammes af sortsyn. På de tidligere regulære soloudspil har der altid været et gennemgående tema, der også kunne læses ud fra titlen.. Først den hjerteknusende bristede kærlighed på Heartbreaker, dernæst det klassiske rockudtryk fra 70’ernes godtepose på Gold og senest en omgang "pedal to the metal"-koldbøtterock på lloR ’N’ kcoR. Som en flue i en flaske fuld af genrer kom Adams hele vejen rundt og endte op ved udgangspunktet i de forskellige rockudtryk på den første Love Is Hell, hvor det igen var den forbistrede svære kærlighed, der fremkaldte musikken. Denne anden burde dog være betitlet Manic Depression, hvis den også skulle bære en klar og tydelig varebetegnelse. For her er det fandens tæt ved at løbe af sporet for den gode Adams, når han vrænger den dybt forstyrrende depression og identitetskrise ud, så man som lytter ville ønske, at man var uddannet til at give gode råd i sådanne situationer. Som en slags Judas vender han ryggen til verden, kærligheden og sig selv. Som f.eks. i den 7 minutter lange arrige sværvægter Fuck The Universe, hvor frustrationerne bestemt ikke bliver holdt tilbage, når han manisk og uden tand for tunge skriger lungerne af led med det gentagne "i’m a faker". Han er dog tværtimod aldeles oprigtig, når han udstiller sig selv.