Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Torsdag d. 11-12-2003 kl. 12:51

Busta Rhymes
KB Hallen, København,
onsdag d. 10. december 2003

Anmeldt af Nanna Balslev
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Det er ikke hver dag, en af hiphopscenens største personligheder gæster Danmark, så det var en udsolgt og opspændt KB Hal, der tog imod Busta Rhymes efter opvarmningen fra et halvfesent og synkromdansende r&b-boyband. Busta Rhymes er berygtet for sine eksplosive liveshows, så forventningerne til rapperens første Danmarksbesøg var skruet helt op blandt publikum.
Efter lang ventetid entrerede Busta scenen med M.O.P.s Ante Up, og det stod klart, at denne aften stod i underholdningens tegn. Med sine knap to meter og karakteristiske tegneserie-grimasser indtog Busta hurtigt scenen. Og så blev der fyret hits af fra Bustas seks album, der med hans uregerlige ragga-inspirerede flow og de groovy produktioner placerer det meste af hans musik et fint sted midt imellem genialitet og galskab.
Når han var bedst på højdepunkter som "Woo-Hah!!", "What It Is" og "Pass The Courvosier", levede han op til sit rygte som en af hiphops bedste entertainere. Men det var desværre ikke hele tiden. Bustas energi var i top, men det var synd, at han brugte meget af den på at køre på en stakkels fyr blandt publikum, der ikke ville/kunne rejse sig op.
Man kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Busta fremførte sin egen version af The Neptunes’ "Frontin’", med teksten: "Can I smoke my cronic?"
Desværre spiste Busta os af med en lidt for teatralsk version af den ellers geniale Dre-producerede "Holla". Til gengæld kogte KB Hallen, da han, efter et par tilløb, flexede sit berygtede speedrap-flow på "Break Ya Neck".
Efter halvanden times koncert, hvor Busta havde festet, leget karaoke med publikum, og givet props til "Chrisstianaaaaa" (Christiania, red) og fyret det notoriske George Bush-diss af, forlod den høje rapper scenen.
Trods god underholdning stod det klart, at en mikrofonorkan som Busta Rhymes har brug for modspil på scenen. Og det fik han ikke just af hypemanden Spliff Starr og DJ Scratch fra hans crew Flipmode Squad.

Sætliste:
Ante Up (M.O.P)
Make It Clap
Never Leave You (Ooh-ooh) (Lumidee)
I Know What You Want
Woo-Hah!! Got You All in Check
Tear Da Roof Off
Scenario (A Tribe Called Quest)
As I Come Back
Frontin’ (Bustas egen version)
Holla
Gimme Some More
Dangerous
What It Is
Put Your Hands Where My Eyes Could See
Fire
Break Ya Neck
Pass The Courvosier

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.