Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 12-12-2003 kl. 09:36

Under Byen
VoxHall, Århus,
torsdag d. 11. december 2003

GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Storsejr på hjemmebane

Århus’ musikalske stolthed levede op til de høje forventninger

Billede: Martin Dam Kristensen

Det er gået meget godt for århusianske Under Byen på det seneste. De er blevet skamrost for både album og koncert i Rolling Stone af såvel allestedsnærværende David Fricke som en anden skribent, de ligger i – ganske vist løse – forhandlinger med det amerikanske managementfirma The Orchard, der også repræsenterer The Raveonettes, og de har givet succesfulde koncerter i Norge og Tyskland – selvom de stadig synger på et dansk, der selv for indfødte kan være svært at forstå.

Dermed var der lagt op til en hjemmebanesejr, da oktetten på VoxHall gav en af to koncerter i Danmark denne vinter – den anden er på Vega i København i aften. Publikum var mødt talstærkt op, med en kraftig repræsentation af kunstnerisk orienterede gymnasieelev-/Det Elektriske Baromenter-lytter-typer, primært af hunkøn. Også Steffen Brandt sås i salen, men han er også medejer af Under Byens pladeselskab Have A Cigar og var med til at spotte dem i sin tid. Og salen tog med begejstret bifald imod de hjemvendte, alt andet end fortabte sønner og døtre.

Der gik da heller ikke længe, før man blev forvisset om, at Under Byen var i storform. Ved de første skæve klavertoner klappede folk i i andægtig tavshed, og der bredte sig en drømmende, eventyragtig og dog aggressiv stemning, frembragt af Under Byens helt ærlige lyd, der opstår, når man sammensætter sfærisk sang, violin, sav, cello, bas, to keyboardspillere og to intense trommeslagere og percussionister på bl.a. olietønder, på enkelte sange garneret med en gæste-trompet. Forsanger Henriette Sennenvaldts stemme, der går fra hvisken til nærmest skrig, minder ganske vist lidt om Björk, som det ofte er blevet påpeget, men musikken peger i andre retninger, selvom stemningen ofte er som hos den islandske fe.

Under Byen gav udvalgte numre fra deres to fremragende album, flere nye sange, der bestemt lover godt for fremtiden, og som både går i den drømmende og den pågående, spændingsfyldte retning. Som ekstranumre gav bandet prøver på, at de også kan gå på helt andre musikalske græsgange end deres vanlige. "Sacred Land", lavet til Aage Rais-Nordentofts ungdomsfilm "2 Ryk Og En Aflevering" er en både country-og tango-agtig duet med Under Byens ganske velsyngende trommeslager Anders Stochholm, der også her – helt usædvanligt for gruppen – havde hevet en akustisk guitar frem. Og derpå fik vi "Der Totmacher" på tysk, lavet til århusianske Entré Scenens teaterstykke af samme navn. En spøjs cabaret-pastiche, som blev leveret med glimt i øjet til bragende bifald. Orkestret lukkede med den majestætiske, kvarterlange "Om Vinteren", der startede helt stille og gradvist bygges op til et støjende klimaks, hvor især Nils Grøndahl gik helt amok på sin sav, der larmede og hylede i bedste støjrockstil.

En fortrinlig aften, der beviste – hvis man skulle have været i tvivl – at Under Byen har potentiale til at blive et internationalt kultnavn på linje med f.eks. Sigur Rós. Også selvom de synger på dansk. Musikken i sig selv siger alt.

Under Byen spiller i aften, 12. december på Vega i København

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.