Anmeldelse / Live / Onsdag d. 17-12-2003 kl. 13:04

The Strokes
KB Hallen,
tirsdag d. 16. december 2003

Anmeldt af Henrik Tuxen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

56 gyldne minutter

Man kan ikke beskylde The Strokes for at lide af stilforvirring. Tirsdag aftens mindre end en time lange koncert bød på en sand opvisning i disciplinen korte minimalistiske, velarrangerede, enslydende, stærkt melodiøse rockperler.
Strokes' store fortrin er gruppens totale kontrol over egne virkemidler, hvilket bunder i sangskriver Julian Casablancas' uomtvistelige melodiske tæft, men i lige så høj grad i sangenes ultrapræcise og ekstremt veldefinerede arrangementer. Upåagtet at adskillige sange går i samme "choppy" 4/4-tempo, sker der konstant små overrumplende eksplosioner undervejs, typisk udløst af de simpleste ændringer. F.eks. som at trommeslageren går fra hi-hat til ridebækken, at bassisten undlader hver anden tone, spiller 5. position i stedet for grundtonen, at en simpel lille guitarvignet står alene, at 1. slaget kraftigt betones osv.

Strokes' tilsyneladende musikalske skødesløshed er et elegant slør over en ultra-disciplineret og helt igennem defineret performance. Det lykkedes aftenen igennem for bandet at udføre de mange små finesser i praksis, der gør musikken så uhyre effektiv, men tilsvarende skrøbelig, hvis timingen svigter. Undertegnede sad næsten med hjertet i halsen, da Julian & Co. gik over i omkvædet på ”Hard To Explain”, men frygten var ubegrundet. Rytmeskiftet sad i skabet, perfekt understøttet af lysmandens dramatiske mørkelægning; effektivt, befriende, perfekt. Et af aftenens absolutte højdepunkter, skarpt forfulgt af andre publikumstræffere som ”Last Nite” og ”New York City Cops”.

Numrenes udførelse er så at sige lig med det, man hører på pladerne. Det betyder ikke, at man med samme udbytte kunne have sparet de 300 kr. og den kolde tur til Frederiksberg og i stedet givet den gas på hjemmestereoen. Det var en nydelse at opleve guitaristernes Albert Hammond Jr. og Nick Valensis præcise og afvekslende sammenspil, og aftenens største positive overraskelse var tøndeslager Fab Morettis dynamiske og til tider fuldstændigt udknaldede trommespil.

Strokes-sangenes komplette arrangementer kunne give mistanke om, at der har siddet en enkelt mastermind og styret/udført alle roller. Julian Casablancas skriver alle tekster og al musik, men aftenens koncert viste, at samtlige fem bandmedlemmer forstår og mestrer deres metier til fulde.

Sjældent er et band blevet "hypet" som Strokes, og de emmer da også af så meget New Yorker-coolness, som tænkes kan. Selvfølgelig var der ikke antydning af ekstranumre, og det var nærmest totalt umuligt at fatte et ord af de få snøvlede passager Julian Casablancas fremstammede mellem enkelte af numrene (bl.a. en lille anekdote om hans danske eks-supermodel-mor ). Han ankom alt for sent til K.B., og da han langt om længe gik på scenen, stod han henslængt og røg smøger og bevægede sig som resten af bandet (bortset fra Fab Moretti) ikke en tøddel mere end nødvendigt. Til gengæld er Strokes blottet for arrogance. Hype, ja, men indpakningen holder, hvad den lover, varen er i orden.

Koncerten understregede sangenes generelle kraft og substans og dokumenterede, at niveauet på materialet fra debutalbummet ”Is This it” er en tand bedre end den i øvrigt strålende opfølger ”Room On Fire” fra i år.
Et band og en aften tæt på det perfekte.