Anmeldelse / Live / Søndag d. 15-02-2004 kl. 16:26

Kraftwerk
K.B. Hallen, København,
lørdag d. 14. februar 2004

Anmeldt af René Munk Thalund

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

Det er mærkeligt at måtte erkende, at tyske Kraftwerk p.t. er et bedre live-band end et studie-band. Det må imidlertid være konklusionen, hvis man sammenligner gårsdagens koncert i K.B. Hallen med sidste års svage udgivelse "Tour De France Soundtracks".

Nu skal ordet koncert forstås bredest muligt, for Kraftwerk gjorde sig ingen anstrengelser for at udvikle eller dementere deres ikon-agtige sceneopstilling: Fire udtryksløse herrer på sirlig række bag hver sin kontrolpult (som kan indeholde et keyboard eller andre aggregater; hemmeligheden omkring dette er en del af charmen). Der var mindre udstyr på scenen end tidligere set (f.eks. på Roskilde i 1998).

Uden nogen form for publikumskontakt (Ud over et "See you tomorrow" fra Ralf Hütter til allersidst) fremførte de over to timer det bedste af deres pionér-electro, som i denne anmelders øjne er kontinental-Europas væsentligste bidrag til populærmusikken.

Sætlisten var faktisk en slags greatest hits. Åbneren "Mensch Machine" kunne ses som en cadeau til de mange fans, som var mødt frem i "uniformen" fra Man Machine's albumcover: Slikhår, rød skjorte og smalt sort slips. De fleste af de klassiske numre fra 70'erne og 80'erne blev fremført i noget nær originaludgaven, dog et par stykker i de opdaterede versioner fra 1990-remix-pladen "The Mix" (det gjaldt f.eks. "Radio Activity" og "The Robots").

Blandt det nyere materiele havde Kraftwerk til min glæde valgt de bedste numre fra den ellers tvivlsomme "Tour De France Soundtracks", nemlig "Vitamin" og "Elektro Kardiogramm". Begge med skideflot ny grafik på den enorme storskærm, som lyste op bag de de fire og koncerten igennem diverterede med nyt og gammelt fra Kraftwerks stærkt grafiske og naivistiske visuelle univers.

Vi fik også "The Robots" udelukkende med robotter på scenen bag kontrolpultene. Da de rejste deres mekaniske arme til hilsen, vakte det spontan jubel blandt publikum – for det var mere, end de fire kødelige herrer gjorde under hele koncerten.

I dét øjeblik kunne undertegnede ikke dy sig for at spekulere over, hvor lidt der egentlig skulle til for at ødelægge det strengt disciplinerede udtryk. Det ville være utænkeligt at
(1) Ralf Hütter tændte en smøg, eller
(2) Så én han kendte blandt publikum og smilede lidt. Hvis man forestillede sig, at
(3) Florian Schneider pludselig udbrød "Mehr Monitor, verdammt", ville alt bryde sammen.

OK, det er drillenissen, som taler. Hvis jeg havde en billet til søndagens anden Kraftwerk-koncert, ville jeg tage af sted uden at tøve, og det er vel det væsentligste.