Niels HP: Promises Of Rain

Niels HP
Promises Of Rain

Niels HP: Promises Of Rain

GAFFA

CD / Sundance
Udgivelse D. 16.02.2004
Anmeldt af
Sohail Hassan

I kender ham godt. Han var forsanger i Danmarks p.t. førende funkband Ridin’ Thumb og lånte sin imponerende sang til Stevie Wonder Jam på diverse spillesteder i København. Efter at være blevet erstattet af en anden glimrende forsanger i Ridin’ Thumb forsvandt han fra spotlyset og dukker nu glædeligt op med sit eget meget specielle album. HP har lavet en debut efter sit hjerte på et undergrundslabel og med en håndfuld af sine dygtige musiker-venner og sangskrivere. Grundsporene til numrene er indspillet live, hvilket er den situation, HP befinder sig bedst i, og så er der blevet rettet til i studiet. Det koncept virker, og albummet har fået det tilsigtede lidt upolerede, men swingende feel. Teksterne er personlige, og hele skiven syder af HP’s egen personlighed. Soulforbillederne er tydelige, og han har funken. Hvor er vi glade for, at han ikke fulgte en pladeselskabs-kanons ”gode” råd om at lave jungle. Det mest ophidsende på skiven er dog HP’s bud på moderne R&B i f.eks. Listen To Your Heart, hvilket hans stemme fungerer enormt godt til. At et par rappere er kommet medj giver skiven et tjekket pep, men der burde være mere. HP burde måske være lidt mere åben over for de nye kreative producer-kræfter på den danske musikscene, som er lige så dedikerede musikere som de gamle garvede, om end de spiller på pladespillere eller computere. Lidt mere fut i fejemøget måtte der gerne være. En moderne sound og hans fantastiske vokal kunne give ham den eksponering og airplay, han helt sikkert fortjener. Gå ned og spørg efter denne skive i din lokale pladeforretning, så får du en fed skive, og samtidig støtter du en talentfuld og modig kunstner, som er gået sine egne veje. Vi vil gerne høre meget mere til HP.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA