Anmeldelse

Der er skruet gevaldigt ned for blusset på Grant-Lee Phillips' tredje langspiller. I forhold til den to år gamle Mobilize, hvor både produktion og den musikalske struktur var af mere bombastisk karakter, er Virginia Creeper et lavmælt og stillestående udspil. Den tidligere Grant Lee Buffalo-sanger og -sangskriver vender tilbage til sine roots-rødder på den mest overbevisende måde uden på noget tidspunkt at falde tilbage på den mere pågående rock, der ligeledes hører hans fortid til. Virginia Creeper emmer af alt-contry af den bedste skuffe, og fra optagelsesprocessen på kun tre dage leverer Grant Lee Phillips og hans faste band en opvisning i, hvordan man skærer helt ind til benet uden at miste gløden. Walking Memory, Dirty Secret og Far End Of The Night bliver svøbt i violin, xlyfon og sagte akustiske guitartoner, mens Phillips' inderlige fløjlsvokal svæver i et guddommeligt skær. Grant Lee Phillips har ramt en stemning, som gør Virginia Creeper til en herlig oplevelse i høstakken, uden at der rent går røjsere i helhedsindtrykket.