Anmeldelse

Det danske sprog er en uregerlig størrelse, som ikke uden videre lader sig parre med guitar, bas og tromme. Det er debutalbummet fra københavnske Sterling et ganske godt bevis på. På Solo Danser Mama Sjus har forsanger Mads Nygaard Andersen nemlig flere steder svært ved at få versefødderne til at gå i takt, og de skæve fortællinger om stort og småt virker ofte lettere ufokuserede. Så er der imidlertid noget mere form over melodierne, der er skåret over en klassisk rockskabelon med enkelte elektroniske stænk. Og de få gange, hvor det rent faktisk lykkes Sterling at få instrumenterne og elektronikken til at gå hånd i hånd med ordene, er det værd at lytte med. På albummets suverænt bedste skæring, God Dreng, formår kvartetten at røre øret, hjernen og hjertet med en blanding af larmende guitarer, kølige klangflader og overrumplende historiefortælling. Men det er desværre alt for sjældent, at Sterling finder den rigtige balance mellem underfundigt sprog og veloplagt melodi – og derfor lykkes Solo Danser Mama Sjus ikke rigtig.