Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Onsdag d. 31-03-2004 kl. 00:57

Grant-Lee Phillips
VoxHall, Århus,
tirsdag d. 30. marts 2004

Anmeldt af Erik Barkman Petersen
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

En aften med Grant

Tidligere Grant Lee Buffalo-frontmand Grant-Lee Phillips gav en rutineret, robust og gavmild koncert

Sidst Grant-Lee Phillips rundede Danmark var anledningen soloalbummet Mobilized, en storladen og bombastisk sag. Alligevel mødte Phillips op med kun sig selv, en guitar og et flygel. Omvendt denne tirsdag aften: Anledningen var det nedbarberet rootsy album Virginia Creeper, men Grant-Lee Phillips havde alligevel stykket en rytmesektion sammen til lejligheden.

”Den store udfordring bliver at formidle Virginia Creepers afdæmpede sange i en livlig, højrøstet bar,” spåede Phillips, da jeg interviewede ham umiddelbart før koncerten. Som koncerten på Århus’ Voxhall skred frem, blev det tydeligere og tydeligere hvordan Phillips løste dét problem: Ved at spille sangene højere, hurtigere og med mere patos end på Virginia Creeper.

En banal løsning, måske, men i Phillips’ hænder fungerede den. Kun Wish I Knew led for alvor under den lidt hårdhændede behandling, og sættet som helhed havde store gavn af den intensitet og det drive, bandet lagde for dagen. Det er et slidstærkt repertoire, Phillips har opbygget gennem årene – i Grant Lee Buffalo og som soloartist – og han omgås det med en rutine og en smidighed, der er beundringsværdig.

Phillips har en karakteristisk og meget stærk vokal – denne aften fik den et ekstra skud patos, men det kan den også bære – og han er en ferm guitarist. Dertil kommer, at han er sympatisk: Der blev ikke snakket meget under koncerten, som blev afviklet med rutineret præcision og et minimum af pauser. Men Phillips besidder en udstråling, en indlevelse og en åbenlys glæde ved musikken, der gør indtryk.

Aftenens knap to timer lange sæt var en gavmild blanding af nyt og gammelt, hvor især Virginia Creeper-albummet og Grant Lee Buffalos toer, Mighty Joe Moon, var dækket rigtig godt ind. Der blev vekslet behændigt mellem hurtige og langsomme numre, muntre og moody, velkendte og ukendte. Og så var Phillips bestemt ikke bleg for at tage de sikre stik hjem: Det ordinære sæt sluttede med fællessang til hittet Fuzzy, og sidste ekstranummer var en ekstatisk, groovy og solo-beriget Shining Hour.

I aften var Grant-Lee Phillips rutineret uden at være rutinepræget og en fremragende håndværker uden at være uinspireret. Han gav sit publikum hvad de kom efter og hvad de fortjente – og de gav ham begejstrede bifald til gengæld.

Grant-Lee Phillips spiller på Københavns Vega den 31. marts.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.