Anmeldelse

For alle andre end hardcorefans mistede Aerosmith taget efter 1993s Get A Grip , og har siden levet på renomméet fra 80’ernes massive comeback. Men med denne længe lovede/ventede hyldest til bluesen er Steven Tyler & co. faktisk tilbage på sporet. Sangene er mest fra Willie Dixons, Big Joe Williams’ og Bo Diddleys tid, men hyldesten gælder i lige så høj grad den hvide blues-bølge med John Mayall, Led Zeppelin m.fl., der gjorde originalerne kendte i 60’erne. Det hele køres igennem Aerosmiths vidunderligt respektløse kværn med masser af pumpende rock, skramlede, støjende guitarer fra Joe Perry og skrål og vræl fra storflabede Tyler. Overlæsset og for meget, ja: alt det, der gør Aerosmith rigtig gode. Men i dette set-up er der ingen af de vanlige tyngende krav om stadionrock og hitballader, kun gruppens egen lyst til party, frem-i-skoen-aggressivitet og rock’n’roll. Og så viser de i øvrigt også andre sider af bluesen end festen, både med både droneagtigt mørke og skævslået twang. Ikke en cd med nyopfundne dybe tallerkerner, men for Aerosmith er dette et vigtigt skridt tilbage i den helt rigtige retning. Fire stjerner med pil op.