Zero 7: Store Vega, København

Zero 7, Store Vega, København

Zero 7: Store Vega, København

Anmeldt af Lea Hjort | GAFFA

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak

København er i sommerekstase i disse dage. Folk myldrer ud af deres vintermugne lejligheder, for at hænge på gaderne og gå tur i parkerne. Forårskåde og nyforelskede. Det sidste gjaldt i hvert fald for størstedelen af publikum i Store Vega torsdag aften. Zero 7 kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at besøge København. Deres silkebløde musik, som er blevet nydt af mange danskere rundt omkring i stuerne, passede perfekt ind i forårsplanen. Koncerten startede kl. 20.00, hvor cremen af 30-årige københavnske chill-out lovers var mødt talstærkt op med deres mager. Stemningen var lun og snakkesalig, - ja den var så hjertelig at Zero 7 blev modtaget som rockstjerner, da de trådte på scenen 20.35. Med rygtet om et 11 mand stort orkester på scenen, forventede man nærmest at se et cirkus, men helt så festligt blev det ikke.

Stille og ydmyge betrådte de to bagmænd Sam Hardaker og Henry Binns scenen, sammen med deres band, som udover guitarist, bassist og trommeslager også talte en ekstra programmør og korsangeren Yvonne John Lewis. De lagde ud med Warm Sound, som meget passende også er intronummeret på den nye plade When It Falls. Aftenens første vokalist kom på scenen, bød publikum velkommen og gav sig til at jamme ind over åbningsnummeret, hvilket affødte stor applaus og pift fra publikum. Manden var Mozez, vokalist fra debutalbummet Simple Things, som stod for leveringen af nogle af de mest sjælfulde perler som Simple Things og I Have Seen. Selvom Mozez ikke figurerer på den nye plade, var han langt fra glemt af publikum. Det var fans og kendere, som mest af alt var kommet for at forsøge at genskabe den musikalske åbenbaring Zero 7 havde givet dem på plade.

Inden begejstringen over Zero 7 og Mozez havde lagt sig, tog jublen til igen med dobbelt styrke da Tina Dickow tog over. Med sin gule bluse og sit lange lyse hår sat op i rottehaler, duftede Dickow af sommer og solgyldne marker. Smukt, klart og klingende rent tog Dickow publikum ved hånden og førte dem langt ind i Zero 7’s drømmeunivers på hendes selvskrevne nummer Home. Sangen der også er førstesingle fra When It Falls, fik folk i det helt rigtige Zero 7-mood. Så da Sia Furler (også kendt fra debuten Simple Things og i særdeleshed gruppens store hit Destiny) betrådte scenen, var publikum allerede i vuggende ekstase. Med sine lyse lokker og sin farverige sommerkjole fortsatte Sia i rækken af duftende forårspiger. Hun præsterede ikke mindst at give publikum en eminent vokaloplevelse med sangene Look Up og Somersault, men gav den også som countrygirl, med dans på scenen og glimt i øjet. På mange måder var hun personificeringen af Zero 7 denne aften. Hvor Hardaker og Binns arbejdede på at gøre lydoplevelsen sublim (hvilken i stor grad også lykkedes dem), var det Sia der stod for underholdningen af publikum. En vigtig detalje for et band, der ligeså vel kan kaldes et ”projekt” – en rendyrket lydoplevelse. Faktum er at chill-out navne som disse sjældent fungerer ligeså godt live som på plade. (Hvilket nogle måske erfarede med Air i januar.) Men med hjælp fra Zero 7’s store mandskab af vokalister, fik de hevet den hjem på charmen, så musikken aldrig blev for abstrakt.

Bandets tre andre ”piger”, Dickow, Sophie og Yvonne brændte igennem på henholdsvis på Space Between, Passing By og Distractions. Sidstnævnte lukkede og slukkede koncerten, efter at bandet havde spillet to omgange med ekstra-numre. Troede vi. Men så kom Zero 7 på banen for tredje gang og spillede et brandnyt nummer for salen, der bare kunne klappe i hænderne og danse med. For danse det kunne man til det sidste nummer, hvis titel forsvandt i britisk mumlen fra Sam Hardaker. (Eller var det Henry Binns?) Beatet var tungere og mere hip hop inspireret end tidligere hørt. Med den sorte soul-vokalist Yvonne på mic’en, var der næsten lagt op til svedig torsdags clubbing. Men så var det pludselig forbi og bandet listede ud fra scenen, blot for at hente det 11-mands orkesteret med sig ind igen og bukke til den store guldmedalje. Vega var mættet og fornøjet. Lidt over halvanden times akustisk chill-out med svævende klanglyde og himmelstore vokaloplevelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA