Man kunne forledes til at påstå, at det er Princes bedste skive siden Sign O' The Times.

The Purple One er tilbage med en skive, som bringer dig tilbage i tiden og overbeviser dig om, at Prince (som han et eller andet sted altid har heddet) stadig kan levere varen. Hele Prince-spektret er repræsenteret. Lige fra p-funk-skørt i Illusion, Coma, Pimp & Circumstance, oldschool-funk a la James Brown og Sly Stone i Musicology til politiske kommenterende og rockede Cinnamon Girl og dejlige ballader i form af A Million Days og Call My Name m.fl. Den siden 2001 gifte Prince har skippet de perverse tekster og de udsyrede eksperimenter, som vist mest var til for ham selv og hans mest inkarnerede fans. Her fokuseres på musikken, og den er lige i skabet hele cd’en igennem. Der er kun ca. 50 minutter og 12 numre. Til gengæld er der ingen fyldnumre. Man kunne forledes til at påstå, at det er Princes bedste skive siden Sign O' The Times. Princes genintroduktion til musikscenen er ikke gået stille af. Den markeredes ved, at han åbnede årets Grammy Awards, med en duet med Beyoncé. Denne legendes indflydelse på nutidens kunstnere er unægtelig (han er for nylig blevet optaget i The Rock & Roll Hall Of Fame). Hans hærskare af dedikerede fans, som har købt, nærlyttet og gennemanalyseret alt, hvad Prince (kærligheds-symbol, Roger Nelson, Camille, eller hvilken forklædning han nu har gemt sig bag) har rørt ved, gør det farligt at anmelde hans højheds værk uden ærbødig respekt og indsigt. Heldigvis er denne skive tilgængelig for os, som ikke nødvendigvis har næsegrus beundring for alt, hvad han foretager sig. Bortset fra, at Princes lyd er alt andet end nutidig, så er det et helstøbt og gedigent comeback. Det er faktisk dejligt, at han ikke har prøvet at opdatere sin sound, men lavet det, han er bedst til. At den ikke scorer fuld karakter, skyldes, at albummet ikke indeholder hits, der skiller sig ud fra mængden.