Anmeldelse / Live / Fredag d. 07-05-2004 kl. 05:15

Tenderloud
RECession, Musikhuset, Århus,
torsdag d. 6. maj 2004

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Dansk americana rykker igen

Tenderloud er klar til at tage over, hvor Wynona stopper

Billeder: Jakob Mark

Den danske gruppe Tenderloud havde fået æren af at åbne RECession, den århusianske festival for alternativ rock, electronica og hiphop. Gruppen er dansk, ret ung og udgiver snart sit debutalbum "Shadow Red Hand", og jeg hørte ærlig talt først om dem for nylig. Stilen er – ja, hvis man ikke vidste, hvad man gik ind til, lyste det ud af de fem musikeres dresscode. To var iført cowboyhatte, og der er da også tale om en form for country. Eller rettere det, mange i mangel af bedre kalder alternative country, americana – eller bare countryrock, om man vil. En stil, der har markeret sig stærkt i USA med navne som Lambchop, Will Oldham/Bonnie "Prince" Billy og Willard Grant Conspiracy (som Tenderloud nærmest agerede opvarmning for på RECession, og hvis guitarist Simon Alpin har co-produceret Tenderlouds kommende album), men som herhjemme (endnu) ikke har fået så meget tag i de unge musikere som den allestedsnærværende "klynkerock". Okay, der er Wynona, men de har trist nok proklameret afskedskoncert på dette års Roskilde Festival.

Tenderloud kan dog med lethed tage over, hvor Wynona slipper. Som dem er de yderst gennemført i deres udtryk med fine, melodiske sange, lidt mere tempofyldte og rockede end Wynona, men stadig med den melankolske tone, der er et af genrens kendetegn. Ja, bandnavnet må siges at være velvalgt. Tenderloud har dog i modsætning til Wynona en mandlig vokalist Uffe Bang, og han er fortrinlig. En fyldig røst har han, spændende over et stort register og associerende lidt til Chris Isaak, lige med de længselsfulde glidninger på tonerne, som straks fremkalder panoramaer af præriens endeløse vidder for det indre blik. De øvrige fire musikere er på samme niveau. Naturligvis spilles der lidt slide (dvs. med flaskehals) på guitaren, på mundharpe, og også en banjo har som den naturligste ting i verden fundet vej ind i Tenderlouds univers, hvor den klimprer smukt og lukker luften ud af alle verdens banjovitser.

Tenderloud fik fyret pænt op under det – det tidlige tidspunkt (kl. 19) i betragtning – relativt pæne publikum, hvor der dog også befandt sig en del familie til bandmedlemmerne. I det hele taget en absolut udmærket præstation. Skal man absolut drysse lidt malurt i bægeret – og det skal man jo altid – må det være, at Tenderloud måske endnu er så inspirerede af americana-koryfæerne fra "over there" (og disses gudfædre i den såkaldte ørkenrock med navne som Steve Wynn/Dream Syndicate og Giant Sand), at de endnu ikke har fundet deres helt eget udtryk. På den anden side er de absolut stilrene. Under alle omstændigheder er de værd at holde øje med.