Anmeldelse

I sensommeren 2003 fyldte Homesick Hank to kassevogne med musikudstyr og rejste dybt ind i de svenske skove. Ind i en verden af grannåle og stilhed. Og omgivelserne er bestemt hørbare på den danske kvartets debut, Hey, der igennem samfulde 35 minutter ulmer af organisk tysthed og stille eftertænksomhed. Smukt er det bestemt, men selv et så kort album kommer til at virke en anelse stillestående, hvis ikke der et par gange skrues op for lyd og tempo – selv den skønneste skovsø er mest betagende, hvis overfladen kruses fra tid til anden. Men denne indvending får dog ikke lov at vokse til irritation. Dertil er de afdæmpede og folk-inspirerede melodier simpelthen for gode. Bedst blandt de bedste er titelnummeret med sin duvende harmonika og den banjosværtede Waiting Forever. Begge liser for rastløse sjæle og vilde hjerter. Så skulle du mærke uroen i dig uden at have råd til at rejse langt ind i det mentalhygiejniske ødeland, så er Hey bestemt en billig erstatning.