Anmeldelse / Live / Søndag d. 30-05-2004 kl. 18:25

A Hawk And A Hacksaw
The Spitz, London med Electrelane og The Polly Shang Kuan Band,
tirsdag d. 24. februar 2004

Anmeldt af Jakob Rosenbak

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Inspirerende girl power rock, sært én-mands orkester og uhyggelig pige-støj

Electrelane *****
A Hawk And A Hacksaw ****
The Polly Shang Kuan Band ****

I disse dage hvor resterne af Spice Girls kæmper for at få opmærksomhed om deres øhm … musik, er det befriende at finde ud af, at rigtig girl power faktisk lever på musikscenen i bedste velgående.

Et eksempel på dette er The Polly Shang Kuan Band, som ledes af den skotske kunstner Karen Lollypop, der i øjeblikket arbejder fra en base i Brighton på Englands sydkyst. Med sig på scenen bringer hun en stor, sød, kridhvid pelshue og to andre piger til at hjælpe med at skabe improviseret støj.

Det sker ved brug af en gammel grammofon, hvor pladerne afspilles med fingre på vinylen, så lydene bliver vredet ud af led. De to hjælpere spiller begge violin – dog ikke i helt ordinær stil, men ved hjælp af blandt andet grydeskeer. Desuden banker og skraber de på to store plader af stål med ting som glastallerkener og en gigantisk økse!

The Polly Shang Kuan Band optræder med alle tre medlemmer sidende på scenen. Det kunne måske lyde afslappende – men det er det bestemt ikke. Den urolige mur af skurrende støj bølger og bruser og lyder ikke helt ulig soundtracket fra en rigtig ubehagelig gyserfilm – bare omtrent tre gange så højt, som det ville have lydt i bio. At Lollypop og en af hendes tøser vælger at fejre deres omtrent 20 minutter lange kompositions klimaks med noget af den mest desperate og kraftfulde skrigen, undertegnede til dato har lagt ører til (i virkeligheden som på film), gør bare oplevelsen endnu mere uhyggelig. De små hår rejser sig i nakken, og det løber faktisk GAFFAs udsendte koldt ned af ryggen.

Der er ikke så meget girl power - eller gys - over A Hawk And A Hacksaw. Til gengæld beviser projektet, at det i aften er mændenes tur til at være i undertal på scenen. A Hawk And A Hacksaw er nemlig et én-mands band lanceret af Jeremy Barnes, der har spillet med grupperne Neutral Milk Hotel og Bablicon og har hjulpet til på et Bright Eyes album.

Vi har sikkert alle set gøjlere, der kan spille som et helt orkester på egen hånd - og det er lige præcis, hvad Barnes gør. Han bruger omtrent en halv time og en hel rulle Gaffa-tape på at få sit gear klar. Det består af et trommesæt med gong, båt-horn, diverse stortrommer samt et bækken. Sidstnævnte spilles med en trommestik bundet til Barnes’ hat, der for øvrigt også er plastret til med bjælder. Dertil kommer en harmonika, diverse percussion-instrumenter tapet til Barnes’ ben og en slags fløjte, der lader ham immitere fuglelyde. Og hvis det ikke allerede var nok, så synger han også en gang imellem med en sær, klagende stemme.

Det ser ret sjovt ud, da Barnes sætter sig midt i alt udstyret og så ellers begynder at spille en besynderlig form for folket sigøjner musik med mund, hoved, fingre, arme, torso og ben. Rytmerne er simple og numrene fængende på deres helt egen unikke måde. Det er imponerende at opleve amerikaneren fremføre sin musik, og han høster da også et bastant, velfortjent bifald fra den fyldte sal efter en håndfuld numre og et lille, nervøst foredrag om, hvor meget tid han bruger på at filosofere over Ernest Hemingways litterære værker.

Det, de fleste dog er kommet for at se, er en af de bedste og mest interessante pige-rockgrupper, der eksisterer. Nu lyder det måske som om, at Electrelane primært er noget værd på grund af deres køn. Det er dog langt fra tilfældet, for det faktum er af langt mindre relevans end deres musik, der både er mere udfordrende og original end meget af det, man hører fra deres mandlige kolleger. Det er dog i sig selv også ganske forfriskende, at disse fire unge kvinder leverer lidt adspredelse og input i det ellers så mandsdominerede rockmiljø.

Brighton-kvartetten gør i en alternativ form for rock, der gerne flyder på et melodisk lag af Farfisa-orgel og ånder surf, punk, synth-pop, krautrock, støj og til tider endda en lille bitte smule disco.

Deres sæt er en blanding af numre fra deres to album – det fantastiske, instrumentale Rock It To The Moon og deres nyligt udgivne, Steve Albini-producerede The Power Out, der i stor stil prydes af sange med vokal og ikke er bange for at citere værker af folk som Siegfred Sassoon og Friedrich Nietzsche. Desuden spiller de et par tracks fra deres EP’er – herunder højdepunktet I Want To Be The President. Andre numre, der stikker positivt ud fra aftenens glimrende sæt, er Take The Bit Between Your Teeth, Film Music og Only One Thing Is Needed.

Electrelane spiller virkelig sammen, når de optræder, og på et tidspunkt er det næsten som et jam, hvor de må starte igen på et nyere nummer efter kort at have konverseret om, hvordan det nu engang skal spilles. På trods af at Verity Susman - der synger og betjener orgler, keyboards, guitar og saxofon - naturligt bevæger sig i forgrunden af gruppens udtryk, synes Electrelanes musikalske samlingspunkt nærmere at være guitarist Mia Clarke, der matcher sin kølige rock-attitude og ganske attraktive udseende med noget af det bedste, mest fængende, støjende og Sonic Youth-agtige spade-arbejde hørt i lang tid. Hun svajer således ofte sagte med lukkede øjne, mens guitaren stille droner eller kører i ring med små melodier, for derefter at lade musikken eksplodere mod en mur af øredøvende støj.

Susmans vokal er ikke den mest nuancerede i verden - og kan nogle gange minde én en anelse om Laetitia Sadier fra Stereolab. Den passer dog godt til Electrelanes udtryk, hvor den ofte nærmere kan opfattes som en melodi i lydbilledet end egentlig sang.

På en rytmisk bund leveret af bassist Rachel Dalley og trommeslager Emma Gaze, tager gruppens numre tit form af en tour de force, hvor der startes ud ganske langsomt og afdæmpet og derefter langsomt eskaleres for at slutte i en intens energiudladning.

Der er således masser af kraft og indlevelse i Electrelanes optræden, og resultatet er en rigtig god koncert. Om det så er girl power eller blot et velplejet talent, gode ideer og et sundt drive, der er skyld i det, er egentligt lige meget. Det vigtigste er, at musikken er god – og at den så også er mærkbart inspirende og involverende er vel bare en bonus.

Electrelane er aktuelle med albummet ‘The Power Out’ på Too Pure. A Hawk And A Hacksaws selvbetitlede debut er ude på Cloud Records. The Polly Shang Kuan Band har en CD-R ude og kan kontaktes via pollyshangkuan@hotmail.com