Anmeldelse / Live / Fredag d. 04-06-2004 kl. 14:23

Swan Lee
med Teitur, Sondre Lerche, Jomi Massage og Beth Hart. Spot 10-åbningsaften Musikhuset Århus.,
torsdag d. 3. juni 2004

Anmeldt af Peter Elsnab og Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Døgnfluefri zone

Billede: Morten Rygaard

”Vi har tænkt os at holde dette område for døgnfluefrit,” proklamerede Gunnar Madsen fra arrangøren ROSA, da Spot 10-festivalen torsdag aften blev åbnet med en såkaldt Pre-Spot i Musikhuset i Århus.

Budskabet var, at Spot-festivalen kun er for den holdbare musik, men uanset hvor meget sympati og ros, man igennem årene skulle have opbygget for Spot’s musikprogram og ROSA som organisation, er det at tage munden for fuld, for selvfølgelig er der også døgnfluer på Spot. Som der også har været tidligere år. Men det var ikke dem, der blev præsenteret på scenen senere på aftenen.

Men før musikken, tog også kulturminister Brian Mikkelsen ordet. Til gengæld havde han ikke ordets magt i sin mund denne aften af en ganske enkel årsag. Han havde ingen stemme. Og hvis han havde et budskab, er det druknet i både hans egen og publikums latter over den komiske situation det var, at høre kulturministeren med en stemme, der lød som en knægt i puberteten efter fem dage på Roskilde Festival.

Derefter gav den norske troubadour Sondre Lerche et par smagsprøver på sit sang- og sangskrivertalent, da han alene med sin guitar spillede fire sange med kærligheden og parforhold som det overordnede tema. Og man skulle da være et følelseskoldt bæst, hvis man ikke kan blive rørt af den jeans-, velourjakke- og trainersklædte nordmands store croonerstemme. Blot var fire numre naturligvis for lidt til en egentlig bedømmelse. Tilmed foran et mageligt siddende publikum, der ikke tog aktiv del i åbningen med andet end venlige klapsalver. (PE)

Sidste programpunkt inden pausen var færøske Teitur, som har boet en del år i Danmark og nu bor i London. Han spillede første gang på Spot 06 i 1999, hvor han mødte sin engelske manager. Og siden er det gået frem. Teitur fik international kontrakt med Universal i USA, udgav sidste år sit debutalbum “Poetry & Aeroplanes” til fine anmeldelser, spillede samme år 239 koncerter i ikke mindst USA, og var nu vendt tilbage til Spot for ligesom at sige tak for sidst. Og det gjorde han godt.

Teiturs afdæmpede, primært akustiske og let melankolske sange om længsel, menneskeskæbner og den uomgængelige kærlighed passede fortrinligt til Musikhusets bløde sæder, og de blev fremført upåklageligt af kapelmesteren på varm og blød stemme, flygel og guitar og to hjælpere, Mads og Michael på hhv. kontrabas/guitar og trommer, hvor ikke mindst de hjerteskærende sange om “Josephine” og “Amanda’s Dream” trak stik hjem. Teitur har måske ikke genopfundet den dybe tallerken, men han holder den til gengæld upåklageligt snurrende i luften højt over sig som en anden cirkusartist. (****) (ORS)

Efter pausen fik man beviset på, at Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen (billedet) intet har med døgnfluer at gøre. I en sær performance sad den 30-årige sangerinde alene på scenen helt i rødt – botset fra lange, blå strømper - da tæppet blev trukket fra. Langsomt afførte hun sig sit tøj, startende med støvler, derefter sokkerne, så bæltet, så kjolen og til sidst sine trusser. Alt sammen til akkompagnement af en elektronisk knitrende puls og mikrofonforstærkning på alle klædedele, så lynlåse og knapper gav lyd fra sig.

Kun iført al sin sårbare nøgenhed rev hun derefter mikrofonerne fra klædestykkerne og iførte sig igen sit tøj uden forstærkning. Og jo, Yoko Ono har lige været i byen ... Foran det måbende publikum skrev hun derefter liggende på knæ et eller andet budskab på scenen med en tændt mikrofon, før hun satte sig på en stol, sagde ”Hej!”, sang en meget smuk og indfølt kærlighedssang. ”Lad os rykke ved den tanke/vi troede der skulle leves”. ”Du og jeg findes/Med og uden himmel” og rejste sig og sagde ”tak!”. Sært. Smukt. (PE)

Efter et langt sceneskifte var scenen derefter Swan Lees. De har i snart mange år haft status af “overset, lovende orkester”, men nu er de altså – fortjent – blevet absolut etablerede og har solgt platin af deres nyligt udsendte andet, selvbetitlede album. Som Teitur er de også blevet spottet på bl.a. Spot, hvor sangerinden Pernille Rosendahl også i 1998 optrådte under sit eget navn. Og også de ville sige tak til ROSA med en koncert.

Swan Lee har efterhånden stor liveerfaring og har allerede spillet en snes koncerter på deres forårsturné og har lige så mange tilbage over sommeren. Professionalismen var både en styrke og en svaghed ved koncerten. Swan Lee leverede med stor sikkerhed syv sange fra deres nye album, velspillet, med god lyd, heftigt lysshow og en yderst velsyngende Pernille Rosendahl i front, flankeret af den lige så udtryksfulde guitarist Jonas Struck, alt sammen indøvet til mindste detalje. Men sangene lød til forveksling som på albummet, med et par takters længere trommeintro i “Love Will Keep You Warm” som vildeste udskejelse. Og det toptunede sæt med mange up-tempo-numre virkede lettere malplaceret til et sid-ned-arrangement som dette. Et 10-tal for den udmærkede, noget rutineprægede præstation. (****) (ORS)

Spot 10 er en nordisk festival, men alligevel havde amerikanske Beth Hart fået sneget sig ind i åbningsfesten. Måske fordi hun har fået kontrakt med den danske afdeling af det multinationale selskab Sony. Hart var dog ingenlunde malplaceret, tværtimod. Hun både åbnede og lukkede aftenen, først inde salen med en enkelt sang, “Leave A Light On”, og så til sidst med en halv times intimkoncert i foyeren, i begge tilfælde med hende selv på keyboard/klaver og Jon Nichols på guitar.

Beth Hart er ofte blevet sammenlignet med Janis Joplin, og hendes ekstremt udtryksfulde stemme, der går fra engleblid hvisken til hæst skrigeri, hendes yderst temperamentsfulde sceneoptræden, de blues-rockede sange, der ofte kredser om at bekæmpe de indre dæmoner og om mænd, der er svin – og hendes vilde livsstil uden for scenen, som dog nu vist er et overstået kapitel – står da også tydeligt i gæld til den afdøde legende.

Langt de fleste gæster fra salen blev hængende i foyeren, og Hart fik da også aftenens uden tvivl største bifald, og kærligheden var tydeligt gengældt fra den særdeles veloplagte, hurtigttalende, nærmest maniske sangerinde. Hun fortjener et langt større publikum, end hun har nu. Måske hjælper det efter Spot og med sommerens koncerter på Midtfyn, Danmarks Smukkeste Festival og i København og Århus til efteråret. (*****) (ORS)