Ægtheden i Jesse Malins tekstunivers kan ingen tage fra ham, hvis så bare de musikalske rammer blev sat på plads med et eget præg.

På sin glimrende debut The Fine Art Of Self Destruction var den amerikanske eks-punkrocker Jesse Malin god med en historie om de knuste hjerter hentet lige fra rendestenen. Det, der tiltrak sig størst opmærksomhed omkring albummet, var nok, at wonderboy Ryan Adams havde produceret, medvirkede og var bedste makker med Malin. Denne gang har sangskriveren på The Heat selv produceret, og Adams medvirker kun på et enkelt nummer. Med andre ord, Jesse Malin står nu på egne ben, og det er straks mere problematisk. Der skal ledes lidt længere efter de store snapse, og albummet lider under, at variationen ofte er en mangelvare i de hurtige numre. Jesse Malin lyder stadig som en singer/songwriter med masser af punkappeal, hvor navne som Paul Westerberg og Joe Strummer hele tiden trænger sig på. Der er da både dybde, flow og hardcore energi på Mona Lisa, Silver Manhattan og Block Island, men det personlige præg er indimellem fraværende som på Swinging Man og Since You're In Love. Ægtheden i Jesse Malins tekstunivers kan ingen tage fra ham, hvis så bare de musikalske rammer blev sat på plads med et eget præg.