Anmeldelse / Live / Torsdag d. 17-06-2004 kl. 11:39

Alicia Keys
Blå Tone II / Det Kgl. Teater, Gamle Scene,
onsdag d. 16. juni 2004

Anmeldt af Christian Grubert

GAFFA		5 stjerner
Læserne		1,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Alicia Keys dirigerede Det Kgl. Teater!

Selve idéen om en vellykket soul/R&B-koncert i Det Kongeliges pomp og pragt virkede fra starten som en enten-eller-forestilling. Og jeg kan jo lige så godt sige det ... fra starten stod klart, at det blev enten ... ”I want you to know that you are a super audience”…

Alicia Keys tre korsangere stod for opvarmningen af en sal, der trængte til det i starten. Klart, når man sidder imellem en masse mænd i jakkesæt, deriblandt Henning Dyremose fra arrangøren af koncerten og teaterchef Michael Christiansen. De to skulle dog løse gevaldig op senere på aftenen, med alle hænder i vejret og roterende hofter. De tre sangere, en mandlig og to kvindelige (den ene var en solid R&B-version af Lil’ Kim) gjorde det fortrinligt. Især den mandlige, Jerimiah ”Jermaine” Paul, der i øvrigt også synger kor på ”The Diary Of...”-albummet, kunne sagtens have fortsat hele aftenen. Godt varmet op med Showtime At The Apollo kunne grunden til, vi var der, gå på scenen.

Med en stort set identisk åbning som fra albummet kom Alicia Keys på scenen og lagde lidt mere end solidt fra land. Alt på kroppen, der kunne rystes som et poloroid-billede, blev det. Og da ”Rock Wit U” gik over i Kool & The Gangs ”Jungle Boogie”, var festen i gang. Efterfølgende fik vi den obligatoriske solorunde, der dog var en fornøjelse, da især bassisten og trommeslageren igennem hele koncerten var helt fantastiske. ”How Come You Don’t Call Me” var lidt på den lange side, men blev fulgt op af et af aftenens højdepunkter. En helt eminent følelsesladet version af ”Butterflyz” kun på flygel, der elegant flød over i en sublimt afdæmpet version af diskoklassikeren ”Never Can Say Goodbye”. Nu var Alicia Keys og flygelet for alvor varme, og de fulgte op med en næsten sammenbidt og enormt kraftfuld version af ”If I Ain’t Got You”. Helt igennem forrygende.

Tydeligt beæret over at få lov til at spille i Det Kgl. Teater viste Alicia Keys sine evner som funk-dirigent, da hun med stok styrede sit orkester, som var de New York Funkamonics. Men det må have bragt hende lidt ud af fokus. I hvert fald kom hun lidt skævt ind i ”The Life”. Det blev der dog rettet op på med det uudgivne nummer ”Streets Of New York” (manglede kun Nas & Rakim), der gled over i Stevie Wonder ”Living For The City”. OG SÅ var det ellers op på flygelet ... badet i rødt lys kravlede Alicia Keys op på flygelet! Ikke et ubehageligt syn, til gengæld var starten på ”Diary” pænt ude af sync. Men det er også svært at spille på et flygel, man ligger på. Det udviklede sig dog hurtigt til endnu et højdepunkt.

Et andet højdepunkt var den verdensklasse-lyd, Den Gamle Scene leverede, jeg har sjældent hørt bedre lyd til en koncert i Danmark. Det var helt fantastisk. Og hvis du synes, jeg lyder en anelse begejstret, så har du ret! Alicia Keys og band var som publikum virkeligt i storform ... da den første ængstelse over at råbe og skrige i Det Kongelige blev glemt. Man kan kun håbe, at Michael Christiansen og co. gentager succeen, alt andet ville være en forbandet skam!