Under Byen
Roskilde Festival, Odeon

Billede: Lars Dyrendom

Mens alle glade drenge og piger gik mod Orange Scene for at høre sen-80'er/start-90’er-fænomenet Pixies, udspillede sig på Odeon en af den slags små mirakler, som festivalen – trods et i år noget tyndt program – stadig er leveringsdygtig i. Århus-bandet Under Byen synes måske ikke det bedste valg en fredag aften, men deres ellers sarte og tyste musik viste i mødet med festivalformatet en sjælden tyngde og gennemgribende musikalitet, der ikke bare overbeviste de mange fremmødte fans, men også dem, som uvidende om oktettens fornemme meritter tilfældigt kom forbi. Fra start synes alle at blive suget ind i det særlige univers, som gruppen med en aparte instrumentering og ukonventionelle sangstrukturer har gjort til deres egen afart af rockformatet. Ordene i Henriette Sennenvaldts vokal forblev utydelige, men så meget desto mindre fremstod bandets sikre musiceren og fornemmelse for stemning ganske påtrængende. Med forvrænget sav og olietønde leverede den mandlige del af bandet en orkestral stabilitet, der sikrede de kvindelige kræfters forsiringer, herunder Myrtha Wolfs sikre cellospil, et kontrastfyldt modspil, som i øvrigt var kendetegnende for koncerten som sådan. Således var det en rundtur i en katedral af nærmest brutal fremdrift og sart tilbageholdenhed, der udspillede sig, indtil alt abrupt endte i et virvar af støj og blinkende scenelys. Herefter kunne man tilfredsstillet og mættet møde den vind af støjende guitarer fra en forgangen tid, der blæste fra festivalens største scene.