Anmeldelse / Live / Lørdag d. 03-07-2004 kl. 23:23

Iggy Pop & The Stooges
Roskilde Festival, Orange Scene,
lørdag d. 3. juli 2004

Anmeldt af André Devantier

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Billede: Martin Dam Kristensen

Det var usædvanlig og vidunderlig lav bukseføring af en 57-årig. Faktisk så lav, at man ofte kunne se sprækken mellem balderne og konstatere, at Iggy Pop havde efterladt sine underbukser hjemme i kommodeskuffen. Alderen har sat sine spor, men jo, Iggy Pop har stadig en af denne verdens smukkeste kroppe – sejt muskuløs og ætsende afsyret.

For gud ved hvilken gang gæstede Iggy Pop Roskilde Festivals Orange Scene. Og for gud ved hvilken gang leverede Iggy Pop et formidabelt show. Op og kravle på guitarforstærkeren – og som vanligt ned på alle fire og gø som en hund undervejs i klassikeren "I Wanna Be Your Dog". Et show, der gjorde, at publikum begejstret holdt ved trods skånselsløse regnkaskader midt i koncerten. Denne gang med det oprindelige Detroit-band The Stooges som backing. Opløst i 1972, men gendannet og med på fire af numrene på Iggy Pops seneste soloalbum "Skull Ring". Det var The Stooges, som med aggressiv psykedelisk rock og en karriere, der startede som opvarmingsnavn for et andet Detroitnavn, MC5, tilskrives æren for at have lagt grunden til punkrocken.

The Stooges viste sig som mere end bare et levende rockmuseum. Man savnede måske fortidens mere eller mindre uhæmmede dansen rundt og den totale overgiven sig til et altopslugende rockbrøl fra Iggy Pops side, men det er svært at bedømme Iggy Pop ud fra andet end en særlig Iggy-skala. Selv Iggy er – indrømmet, men gud forbyde det – muligvis ved at blive gammel. Det gode var, at The Stooges - Scott Asheton (trommer), Ron Asheton (guitar) og Mike Watt (eks-Minutemen, som erstatning for den oprindelige, nu afdøde bassist Dave Alexander) – viste sig som et langt bedre backingband, end hvad Iggy Pop-publikummet har måttet døje med i de sidste mange år. Numre som "TV Eye", "Dirt" og "I Wanna Be Your Dog" (sidstnævnte gentaget som ekstranummer) var en ren opvisning i råstyrke. Til gengæld måtte vi så "nøjes" med numre fra de to første Stooges-album, "The Stooges" (’69) og "Fun House" (’70) – og ingen fra "Raw Power" (’73 – uden Asheton-brødrene). Og uanset al mulig Iggy-velvilje var de tre nye Stooges-numre – "Skull Ring", " Dead Rockstar" og "Little Electric Chair" – ikke særligt gode. Især teksterne har sgu ikke været Iggys stærke side på det seneste, men krop, udstråling og rockvilje er der heldigvis endnu ingen, som kan tage fra ham.