Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 04-07-2004 kl. 13:31

Basement Jaxx
Roskilde Festival, Orange,
lørdag d. 3. juli 2004

Anmeldt af Jesper Nykjær Knudsen
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Billede: Martin Dam Kristensen

Mange ellers gode kunstnere har oplevet Roskilde Festivals Orange Scene som en alt for stor mundfuld. At fylde den sagnomspundne, store scene ud kræver ofte de store navnes favnende fællessang eller metalrockens massive lydstyrke. Den elektroniske dansemusik har derimod været en sjælden gæst på Dyrskuepladsens hovedscene. For en musik lavet til klubber og dj-brug er umiddelbart svær at tilføre den fornødne volumen, både musikalsk og visuelt.

Alligevel havde festivalen valgt at satse på britiske Basement Jaxx som festleverandør lørdag aften. I minutterne op til duoens entré lignede det et lod uden gevinst. Clubbing-kulturen er stadig et nichebegreb i Danmark, hvor dansemusik som regel ikke er noget, man danser til, men noget, man fjoller til. Og bedre blev det naturligvis ikke af, at aftenens ”dansegulv” var en decideret mudderpøl, og at regnen konstant gjorde opmærksom på sig selv.

Det viste sig dog hurtigt, at Basement Jaxxs fyrige festmaskine ikke lod sig påvirke af elementerne. Lige fra den indledende ”Good Luck” lagde Simon Ratcliffe og Felix Buxton op til gedigent udendørs houseparty – assisteret af en håndfuld hyperenergiske vokalister i varierende vægtklasser.

Publikum havde da tilsyneladende også besluttet sig for at feste, om ikke andet så i trods. Især når de voluminøse sangerinder piskede en stemning op til klassiske Jaxx-hits som ”Red Alert” og ”Romeo”, eller citerede hits fra bl.a. Kelis, Lumidee og Usher.

Til gengæld var det som om, intensiteten dalede lidt de gange, sangerinderne holdt pauser og lod Jaxx-duoens beats stå alene. Buxton og Ratcliffe diverterede ellers med nogle forrygende houseknald og spillede bl.a. deres brillante bootleg ”Get Yo Club On”, bygget på basgangen fra White Stripes’ ”Seven Nation Army” og et beat løftet fra Daft Punk. Det ville have lettet taget på en klub, hvor blikket ikke er rettet mod en scene. Men i dette stadionkoncert-lignende set-up manglede der pludselig et fikspunkt. Forstærket af at sættets numre ikke blev knyttet sammen i miksede overgange, men blev spillet hver for sig som til en rockkoncert. Hvert nummer skulle således ”bygge op” forfra.

Ikke desto mindre var det opmuntrende – og lidt overraskende – at Basement Jaxx kunne samle så mange mennesker og i den grad ryste de regnbukseklædte røve. Da festen sluttede med bl.a. punkhouse-hybriden ”Where’s Your Head At?” og ragga-orkanen ”Jump N’ Shout”, fløj både arme og ben til vejrs, og man kan kun gisne om, hvordan festen ville have eksploderet, hvis vejret havde været bare nogenlunde rimeligt.

Under alle omstændigheder åbnede Basement Jaxx’ koncert spændende perspektiver for klubmusikkens rolle på Roskilde fremover. Festivalledelsen har fået et ekstra kort at spille ud i forhold til problembarnet Orange Scene.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.