Anmeldelse / Live / Mandag d. 05-07-2004 kl. 02:23

Wu-Tang Clan
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 4. juli 2004

Anmeldt af Peter Albrechtsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

Kaos-klanen

Kommer de? Kommer de ikke? Rygterne om Wu-Tang Clan havde huseret hele weekenden på Roskilde Festival, og der var næppe nogen, som ville skrive under på, at de notoriske newyorkere vitterligt ville træde ind på Orange Scene til den planlagte tid søndag aften. Det ni mand store kollektiv er berygtede for deres utilregnelige opførsel – de har allerede aflyst ét show på Dyrskuepladsen for syv år siden – og helt op til få minutter før showet lød meldingen backstage, at blot halvdelen af banden var dukket op.

Så galt gik det nu ikke. Næh nej, faktisk var alle medlemmer af kaos-klanen til stede med undtagelse af soloaktuelle Method Man og problembarnet Ol’ Dirty Bastard, der de sidste par år har tilbragt mere tid bag tremmer end bag mikrofonen. Han er nu ikke den eneste Wu-Tang-personage, som bedst kan beskrives som excentrisk. Faktisk er noget af det unikke ved Wu-Tang netop, at det er en stor samling af ekstreme, uforudsigelige og gennemført bizarre personligheder. Det var da også åbenlyst på Orange Scene, hvor Cappadonna havde kapret en af Roskilde-crewets lyserøde sikkerhedsveste, mens Ghostface Killah var iført guldkæde, kasket – og slåbrok!

Bizart? Absolut. Men heldigvis havde Wu-Tang-bøllerne medbragt smittende entusiasme og spilleglæde (eller måske snarere snakkeglæde?), og det betød, at koncerten aldrig gik hen og blev kedelig, selv om den ikke altid var lige vellykket musikalsk. Der blev lagt ud med kaotisk sniksnak og pladeknas, men pludselig styrtede fyrene ind på scenen med deres Wu-Tang-flag i hånden og med ukuelig energi kastede de sig ud i hektiske ordstrømme og herligt kantede beats. Det krævede et par numre, før der for alvor kom den rette balance i lydbilledet mellem rap og musik, men da først slagsangen ”Wu-Tang Clan Ain't Nuthing ta F' Wit” bragede ud af højttalerne, gav det genlyd ned gennem rækkerne blandt det overraskende talstærke publikum.

Den slags højdepunkter var der nogle stykker af. Det blev dog aldrig nogen stor musikalsk åbenbaring, for de syv rodehoveder havde travlt med at råbe og skrige hen over hinandens tekstlinjer, og den udisciplinerede levering gjorde det svært at nyde de ellers mange velskabte rim. Til gengæld kedede man sig aldrig, fordi man ikke anede, hvad galningene på scenen ville hitte på. Samtidig var især lydmageren The RZA ferm til at holde publikums opmærksomhed i et jerngreb med sine konstante opråb og evindelige fægten med armene. Man var næsten tilbøjelig til at se stort på, at det silede ned.

Med andre ord: Der er ingen tvivl om, at det timelange show var fjollet, uorganiseret og ujævnt. Men det var også fornøjeligt, underholdende og unikt. Magen til anarkistisk koncertoplevelse skal man lede længe efter.