Selv om det er en gennemarbejdet skive, er der ikke rigtig nogle numre, som rammer plet ligesom på de tidligere album.

Angie er nok den neo-soul-stjerne, som har vundet mest hæder på kortest tid, bortset fra Alicia Keys. På dette hendes tredje udspil (igen med en herresej titel) bringer hun os mere fra samme afslappede funky og organiske soul-skuffe, som de to glimrende forrige album. Hendes stemme er stadig dejligt varm og behagelig blød som smør. Denne gang flirter hun mere end sædvanligt med hiphop-genren. Snoop gæste-rapper på I Wanna Thank Ya, en Jazze Pha-produktion og en af skivens mest markante skæringer (fås til sidst på skiven også i en Snoop-fri udgave). Missy Elliot har leveret det bedste nummer U-Haul, og på My Man gæster den kvindelige britiske rap-duo Floetry. Men det hele er holdt i old-school 60’er-, 70’er- og sågar 80’er-soul-stil. Betty Wright, damen, som senest stod bag Joss Stones debut, men ellers er en soul-legende i sig selv, har bidraget på en del numre. Alt dette gør, at Angie stadig kan hyldes som en neo-soul-diva. Desværre er mange numre baseret på samplinger. Selv om det er klassiskere af Delfonics, The Dramatics, Dynasty, Curtis Mayfield, El Debarge og Joyce Sims med flere, klæder det ikke en neo-soul-artist. Selv om det er en gennemarbejdet skive, er der ikke rigtig nogle numre, som rammer plet ligesom på de tidligere album. Tempoet daler hen over midten og tangerer det kedelige med de mange ballader, som trods ihærdig indsats ikke når f.eks. No More Rain In This Cloud. Ja, det er faktisk hendes ringeste til dato. Dermed ikke sagt, at skiven ikke holder, for det gør den. Men jeg havde forventet mig mere af en diva som Angie Stone, hvis hæderen skal være fortjent.