Björk
Medúlla

Der kan ikke sættes en finger på Björks kunstneriske meritter, og hun har formået at ramme et overraskende stort publikum med sin elektroniske musik. På forbløffende vis kan Björk tryllebinde masserne med en temmelig kompliceret musik, der sjældent tager afsæt i det velkendte. En af forklaringerne på dette lille islandske fænomens gennemslagskraft må være hendes ubeskrivelige stemme, der forstår at røre de fleste af os.
På sit nye og femte internationale ordinære album har hun overgivet sig helt og holdent til vokalarbejdet, da næsten udelukkende er indspillet med vokal. Vokalerne akkompagneres kun af en lettere, programmeret elektronisk bund på dette komplet ultimative album. Her er virkelig tale om kunstnerisk vovemod og ikke mindst en stor tro på egne vokalmæssige evner. Og Björk skuffer på ingen måde, fordi hun som en af de få har så stort et følelsesregister gemt i stemmen kombineret med en kamikazeagtig tilgang til popmusikken. Björk laver nemlig stadig popmusik på Medúlla, selvom de fleste radiostationer vil få den galt i halsen. Der eksperimenteres på livet løs i et sammenfiltret og urskovsvildt vokalbillede, hvor Björk får hjælp af blandt andet Faith No More-sangeren Mike Patton, artrockeren Robert Wyatt og strubehovedsangerinden Tanya Tagaq Gillis.
Medúlla er derfor det mest rene Björk-album til dato og vil vedblive med at være det. Hun har også kastet sig over det islandske sprog i et par sange, hvilket selvfølgelig lyder ufatteligt smukt i Björks mund. Sangene Who Is It? og Triumph Of A Heart har tilmed hitkvaliteter, men ellers skal Medúlla opleves for det overrumplende og nuancerede. Et tankevækkende stærkt album.