Anmeldelse

Kunstnere og den slags har altid af forskellige årsager leget med idéen om at skabe et alternativt sprog til det dagligdags rationelle. Fra James Joyce med den bevidst uforståelige roman Finnegans Wake til inkarnerede Star Trek-fans, der kommunikerer på kling konsk! Sidste skud på stammen kommer fra Danmark og hiphop-gruppen Ikscheltaschel, der er ude med sit andet album. Trioen Jenno, Spirek og Kyrr (der i virkeligheden hedder noget rigtigt) rapper simpelthen på deres eget, selvopfundne sprog – Ikscheltaschel – der swinger overraskende godt til fede, skæve og cool, aldeles hjemmedyrkede breakbeats på Ikscheltaschel #2, som det nye album heddder! Trioen leger med forskellige udtryk og tilfører volapykken forskellige flavours: nogle gange som på Putini en blanding af finsk og hollandsk – sådan ca. som dansk sikkert lyder for en udlænding – så får den drejning over i asiatiske folder som på Niktchel Kyrr, og andre gange igen forvredet, storskrydende raggamuffin-agtigt. Det er fjollet og drengerøvsagtigt, bliver forståeligt nok en anelse indforstået, fnisende i længden. Men er jo samtidigt et velplaceret og sympatisk los i røven til den øvrige scene med dens latterlige, fuldstændigt intetsigende, støjende machosprog.