P.J. Harvey og Nick Cave har altid formået at fremavle sorte og dramatiske sange, og når Marianne Faithfulls stemme tilføjes, opstår der formfuldendte værker ...

Ældre artisters flirt med yngre samarbejdspartnere og stilarter kommer oftest til at virke ufrivilligt komiske, og det kan diskutere, hvor godt den 57–årige Marianne Faithfull slap af sted med det forrige album Kissin Time, men én ting er helt sikkert: indkaldelsen af P.J. Harvey og Nick Cave på dette nye album er lige så korrekt som sort tøj til en begravelse. Harvey og Cave har altid formået at fremavle sorte og dramatiske sange, og når Marianne Faithfulls velbevandrede og aristokratiske stemme tilføjes, opstår der formfuldendte værker, der emmer af ballast. De største roser i albummets buket finder man i P.J.’s No Child Of Mine, der er så velkomponeret en sang, at man ikke begriber, hvorfor hun selv kun har brugt det sidste minut af den på sit seneste album, og Desperanto, hvor kun folk med Faithfulls tyngde magter ikke at blive blæst omkuld af dette typiske Nick Cave-ragnaro(c)k, der vælter af sted med en vanvittig manisk melodi. Blurs Damon Albarn og altmuligmanden Jon Brion bidrager også til albummet, men det er helt og aldeles Faithfull, Harvey og Caves fortjeneste, at Before The Poison står som en hyldest til det grå gulds kunnen.