Anmeldelse / Live / Søndag d. 19-09-2004 kl. 23:12

Phoenix
VoxHall, Århus,
lørdag d. 18. september 2004

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmeldelse

De loungede, til tider mildt rockende toner fra aftenens dj giver et udmærket fingerpeg om den forestående koncert med franske Phoenix. Bandet står for et alsidigt lydbillede, hvor den luftige og lidt skæve pop krydres med elementer fra lidenskabelig soul og spændstig funk, og hvor der endda er plads til dristig leg omkring reggaeinspirerede offbeat-rytmer. Aftenens koncert er blandt efterårets dyrere på VoxHall, men alligevel har en 300 stykker indfundet sig, og da der fra første fløjt er stor begejstring at spore, er antallet rigeligt til at skabe en sjældent taknemmelig, glad og højrøstet stemning.

Phoenix, der blander guitarer – heftigt varieret med såvel akustiske som elektriske – og keyboards, udstråler stor spilleglæde via åbne, omfavnende attituder, og man sporer en herlig samhørighed bandmedlemmerne imellem. Det smitter utvivlsomt af på publikum, der danser sig uhæmmet gennem størstedelen af koncerten. Denne starter blødt ud, og de rare toner, der tangerer det behagesyge, indhyller spillestedet i et eksotisk skær, der matcher de klingende importøl. Med tiden tager Phoenix hårdere fat, og man aner bandets oprindelige idealer, der cirkulerede omkring mere hårdhændet garagerock. Enkelte numre tager sig aggressivt ud, guitarerne tæsker snurrende og ufortrødent på vildere akkorder, tempoet sættes i vejret, og i det store og hele er det befriende med denne vekselvirkning fra de sødmefyldte, soulprægede serenader.

Forsangeren er medlevende i sin udlevering af gruppens hyppigt catchy sange, der oftest fremstår ovenud melodiøse, men som heldigvis ikke er skåret over samme skabelon, hvorved trivialitet undgås, og det overordnede udtryk i stedet tager sig varieret ud. Den letsindige omgang med genrerne er frydefuld, men de krævende numre kalder desværre på fejl af grovere karakter. Således harmonerer ambitionsniveauet og bandets egentlige kunnen ikke altid, eftersom et par afgørende breaks kikser med falmende troværdighed til følge. Dog charmer Phoenix sig hastigt fra de mere fatale fejl, og de henrykkede lyttere – og seere – lader sig ikke hænge i bandets misforståelser, men betror sig i stedet gruppens mere vellykkede passager, der indimellem når decideret besnærende højder.

Den gensidige entusiasme mellem band og publikum skaber givetvis overskud hos Phoenix, der disker op med mange finurligheder, som passende plejer det opmærksomme øre, og det er en gevinst, da koncertens lidt for pæne, polerede udtryk vinder ved den større grad af improvisation. I forlængelse af dette skifter et par af bandmedlemmerne instrument flere gange, og det er forfriskende med disse rokader, der skaber dynamik på scenen. En indvending går på de engelske tekster, der lidt for ofte lader sig nøje med klassiske (kærligheds)klichéer, der simpelthen er for tamt hule til den ellers livlige, sprudlende musik.

Det egentlige sæt varer beskedne 65 minutter, men til gengæld lykkes det publikum at få klappet Phoenix ind til ekstranummer ad to omgange. Med to plader i bagagen er det dog ikke helt tilfredsstillende, at bandet ser sig nødsaget til at spille det samme nummer to gange, nu bagkataloget burde stille Phoenix bedre efter så kort en koncert. Imidlertid er man stadig fornøjet over de mange smil, de spidsfindige breaks og den store variation, der vidner om et tiltrængt overskud i en branche, der ofte bygger på firkantede genredefinitioner.

Phoenix spiller på Vega i København 1. oktober