Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 05-10-2004 kl. 16:51

Duran Duran
Columbiahalle, Berlin,
søndag d. 3. oktober 2004

Anmeldt af Michael Jensen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Popkoryfæerne er tilbage i deres originale lineup, og ved dagens koncert i Berlin beviste de, at de endnu kan levere varen

Duran Duran væltede Berlin

Popkoryfæerne er tilbage i deres originale lineup, og ved dagens koncert i Berlin beviste de, at de endnu kan levere varen

Billede: http://www.freiheitphotography.com

Duran Duran, én af poppens mest succesrige, originale og nyskabende bands gennem alle tider, er i disse dage på trapperne med et nyt album, og hvad mere interessant er, så er de for første gang i 19 år tilbage i det line-up, der i de tidlige firsere revolutionerede poppens udtryk. Meget passende faldt deres koncert på denne d. 3. oktober i Columbiahalle i Berlin sammen med 14-årsdagen for Tysklands genforening, og de aldrende popidoler fejrede denne genforeningens dag med en performance, der lod ingen i tvivl om, at de endnu har rigeligt med gnist til at antænde et hvilket som helst publikum.

Luften i Columbiahalle var ladet med forventninger af en nærmest overjordisk karakter, der på forhånd dømte koncerten til enten at blive fem engles fald eller opstandelsens ekstatiske fryd, og fra det øjeblik d’herrer Simon Le Bon, Nick Rhodes, John Taylor, Andy Taylor og Roger Taylor efter tur trådte frem til scenekanten iklædt afslappede jakkesæt og lod sig tiljuble af den tilbedende skare, kunne kun forhærdede kættere endnu være i tvivl om dette bands stadige appel på en scene. Og selv vantro måtte i løbet af koncerten overgive sig til musikken og ikke mindst den formidable stemning blandt de godt 3.500 medlevende tilskuere.

I løbet af godt og vel halvanden time begejstrede Duran Duran med en blanding af gamle hits og sange fra deres nye album ”Astronaut”, der udkommer d. 11. oktober. Bandet åbnede med førstesinglen ”Sunrise”, der med et fængende omkvæd og flere beviser på Le Bons sikre vokal understregede bandets stadige evne til at skrive effektfulde popsange.

Det skal dog påpeges, at det overordnet set var et bagkatalog fyldt med, hvad der ud fra aftenens koncert kan synes som, tidløse hits, der sikrede succesen. Numre som ”Come Undone”, ”Ordinary World”, ”Wild Boys”, ”Notorious”, ”Girls On Film” og ”Rio” fik alle som én salen til at syde, mens publikum skiftevis skrålede med på de kendte tekster og jublede i sundhedsskadelige lydniveauer.

Flere af de nye numre kom i lyset heraf til at virke en smule bovlamme, uden at de dog faldt helt igennem, men samme niveau som klassikerne kunne de ikke holde. Dette kan dog næppe chokere og ej heller ødelægge indtrykket af et band, der endnu har en integritet og udstråling som kun de færreste i den yngre generation af popstjerner kan nå til sokkeholderne.