Miracle er stilmæssigt uden tvivl meget ensformigt, ligesom teksterne er svære at skelne fra hinanden.

Céline Dions karrierevej er brolagt med musikpriser som Grammy Awards samt platinplader og gysser, masser af gysser. Man kan mene om hende som kunstner og hendes musik, hvad man vil, men hun er en topprofessionel sanger. Sidst hun udgav et album, havde hun musikalsk set skruet sig ned i et stramt fitness-outfit, som slet ikke passede i størrelsen. Nu er hun tilbage, hvor hun udfylder sin rolle på en langt bedre måde. Miracle er fuld af berusende ballader og mere afdæmpede, men stadig teatralske numre. Albummet skal have lov til at bundfælde sig, det skal tages på de rette tidspunkter, og så skal der lyttes intenst, ellers kan det hurtigt forkastes som en omgang pladder-romantisk bavl. Konceptet – for Miracle er et koncept – handler, som titlen antyder, om små nye liv, om mødre og deres babyer. Og et rigtigt koncept kædes gerne sammen med andre, derfor har Céline Dion slået sig sammen med den australske fotograf Anne Geddes, som illustrerer musikken via fotografier. Det udgiver hun så en bog på baggrund af. Miracle er stilmæssigt uden tvivl meget ensformigt, ligesom teksterne er svære at skelne fra hinanden. Lidt har også ret, men det ved Céline Dion vidst ikke noget om.