Anmeldelse / Live / Søndag d. 10-10-2004 kl. 11:38

Jesse Malin
VoxHall, Århus,
fredag d. 8. oktober 2004

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stemme, guitar, keyboard og sange var nok til at få et halvtomt VoxHall i feststemning

To-personers rockband

Stemme, guitar, keyboard og sange var nok til at få et halvtomt VoxHall i feststemning

New York-sangeren og sangskriveren Jesse Malin har endnu ikke fået det helt store gennembrud, men i inderkredse hersker der stor respekt for ham og hans sange, der ofte er skrapt skårne personportrætter i musikalsk form. Bl.a. hos Bruce Springsteen, der inviterede ham til at spille sange med sig ved en stor julekoncert, og ikke mindst Ryan Adams, der producerede hans debutalbum "The Fine Art Of Self Destruction", medvirker på den nye toer "The Heat" og ikke forsømmer nogen lejlighed til at fremhæve Malins kvaliteter.

Springsteens og Adams’ arbejde havde dog ikke været helt nok til at lokke århusianerne til VoxHall en fredag aften, hvor det dog skal siges, at der med Kulturnatten var mange andre tilbud samtidig. Salen var i hvert fald langtfra fuld, men det lod ikke til at kyse Malin, der lagde ud med at sige, at han ville spille "like you were a 10.000 people audience". Og det gjorde han så. Malin stillede op med kun stemme, akustisk guitar og sange, og så lige en keyboardspiller og korsangerinde, Christine Smith. Den klassiske nedbarberede besætning, hvor sangenes kvaliteter har stor betydning for udfaldet. Men de, ikke mindst Malin, opførte sig, som havde de et band i ryggen. Yderst energisk sang med Malins ret lyse stemme klar i fokus og intenst guitarspil og i det hele taget en dynamisk performance med masser af rock’n’roll-klichéer i behold, såsom at løbe rundt på scenen og nærmest slå på guitarstrengene ved de afsluttende akkorder i en sang. Malin har da også en fortid i glamrockgruppen D Generation. Smith gav modspil med ganske smukt, lidt mere nuanceret og afdæmpet tangentspil og flot korarbejde.

Malin og Smith fik hurtigt indfanget det beskedne publikum, og hvor folk ellers har det med at holde sig i god afstand fra scenen, hvis salen er halvtom, kom de her helt op til scenekanten. Rigtig gang i folk kom der dog først, da Malin et godt stykke inde i koncerten gik i gang med en fortolkning af Neil Youngs "Helpless" som en protest med den aktuelle amerikanske inden- og udenrigspolitik. Malin gik ned blandt publikum og fik folk til at sætte sig ned – eller ligefrem lægge sig på gulvet – og synge med på klassikeren af deres lungers fulde kraft. Stærkt.

Herefter fortsatte koncerten i endnu højere gear, og som om det ikke var nok, at Malins sange ofte rummer små historier, så begyndte han i bedste klassiske sangskriverstil i stigende grad at fortællle ganske underholdende anekdoter mellem numrene. F.eks. fik vi historien om, hvordan han som ganske ung havde ernæret sig som flyttemand og bl.a. havde fået æren af at flytte Barbra Streisands seng – og ikke kunne stå for fristelsen til at rode i Barbras personlige gemmer og selvfølgelig var blevet opdaget af hende midt i det hele. Og så blev sengen i øvrigt ødelagt, fordi det regnede ind i flyttevognen… Et par skarpe udfald mod "the cocaine cowboy", som – endnu – residerer i Det Hvide Hus, blev det også til.

Heldigvis blev der også tid til at dvæle lidt ved Malins mere afdæmpede sange, der glimrede i disse nedbarberede versioner. F.eks. "lad mig være i fred"-sangen "Solitaire", en af Malins mest intense og smukke numre. Vi fik også en helt ny, udmærket sang, "The Dreamers", fra en kommende film med bl.a. Bill Murray, og fine coverversioner af Fred Neils "Everybody's Talking" og Elvis Costellos "Oliver's Army".

Skal man dryppe lidt malurt i bægeret – og det er jo ved at være sidste chance til det – må det være, at Malins guitarspil nok var intenst, men til gengæld ikke særlig nuanceret. Malin spillede akkorder, som huggede han brænde, men fingerspil var der ikke noget af , og det gjorde det musikalske output en kende ensformigt. Christine Smith var ene om melodierne, men det gjorde hun bestemt også fint. Og så kan man undre sig over, at Malin ikke spillede sit første en-slags-hit, "Queen Of The Underworld", der stadig er en fin, fin sang.

Alt i alt en fin aften, hvor opvarmningsnavnet Tommy Stinson, tidligere bassist i 80’er-guitarrockerne The Replacements og nuværende ditto i, ja, tænk sig, Guns N’ Roses, bør roses som endnu en fin sanger og fortællende sangskriver, og hans guitarspil var tilmed en kende mere nuanceret end Malins. Publikums begejstring for Malin og Christine Smith var i øvrigt gengældt, så man bagefter, da de kom ud i baren og blandede sig med folket, særligt et par stykker. Men det er en helt anden historie…