Ray Davies
Train, Århus

Billede: Toke Hage

Der er næppe mange af 60'ernes store navne, der siden har formået at bevare en så relativt konsistent kvalitet i sangskrivningen som den nu 60-årige sanger og sangskriver fra The Kinks, Ray Davies. Derfor var det en mand med et bagkatalog, der ikke er til at løbe om hjørner med, der endelig denne tirsdag indfandt sig i Århus - efter at en planlagt koncert i foråret blev aflyst.

I bagagen havde Davies dels en lille håndfuld sange fra et soloalbum, der efter planen skal udkomme næste forår, samt den nylige genudgivelse af The Kinks’ 1968-LP Village Green Preservation Society som en deluxe edition med tre cd’er. Og foran sig havde han et tætpakket Train bestående af et entusiastisk publikum over en bred aldersspredning. For nok hører The Kinks’ succesår 60erne til, men den gængse journalist-term der ofte bruges om Davies - “britpoppens gudfader” - vidner om hans vidtrækkende indflydelse.

Davies og hans band lagde ud med sangerens hyldest til utilpassetheden, “I’m Not Like Everybody Else”, der i bandets udførelse tog form af solid, men lidt gumpetung, rock, der ligger langt fra den pastorale, nuancerede stil der kan høres hos Kinks, især i perioden 66-69. Til gengæld reddes det hele af Davies' utrolige nærvær på scenen og hans vitale gestik, der får ham til at fremstå som alt andet end gammel og træt.

Efter tre numre følger en halvvejs unplugged sektion, kun med Davies og hans australske guitarist Mark Johns. Davies’ sanges betydning for engelsk sensibilitet slås fast med syvtommersøm med klassikeren “Autumn Almanac” - måske Kinks-pendanten til “Penny Lane”. Herefter spiller Davies tre sange fra Village Green Preservation Society, der dengang i 1968 blev udsendt og modtaget i stilhed, men som nu betragtes som et hovedværk. Albummet stammer fra en periode, hvor Davies’ sangskrivning kørte derudaf med masser af varierede sange om hans yndlingstemaer: tidens gang, nostalgi, modernitet, usikkerhed, og et ambivalent forhold til engelsk identitet. Forinden joker han om albummets vej “from flop to cult”.

Herefter skiftes der diplomatisk mellem nyt og gammelt, men med de fleste hits gavmildt repræsenteret, sammen med nye sange, hvoraf især “The Stand-Up Comic” lød interessant. “Dedicated Follower Of Fashion”, der i sin oprindelige lyd syntes indbegrebet af Swinging London, kom nærmest til at lyde som det rene og skære country-hoe-down.

Andre dele af showet læner sig kraftigt op ad det storyteller-show som Davies turnerede rundt med for få år tilbage, baseret på selvbiografien X-Ray - såsom historien om tilblivelsen af det første hit “You Really Got Me” som Davies ynder at lire af inden selve sangen spilles. Det var åbenbart heller ikke første gang alle andre i salen hørte den, som det var tydeligt da der bag mig blev råbt “same old story!”. Men Davies leverer varen med en nostalgi og overbevisning, der gør sådanne rutiner til velkomne traditioner. Ligesom Paul McCartney er Ray Davies en performer af ”den gamle skole”, der hele tiden får publikum til at synge med og laver små, uhøjtidelige jokes, hvilket er suverænt. Men måske kunne den ene af aftenens to obligatoriske ”weeeyyyyhh-oh!-rutiner” godt have været sparet væk.

Mod slutningen var det blevet tid til en veloplagt portion af de tidlige riff-baserede hitsingler med The Kinks, hvoraf især “All Day And All of the Night” falder heldigt ud. Ray Davies lyder i næsten skræmmende grad fuldstændig som sig selv, hvilket gør det mind-boggling at indse at dette er den samme mand som man ser synge sangen på de gamle sort/hvide 1964-klip fra BBC, der ligner noget fra en helt anden verden. Til gengæld kunne “Set Me Free” lyder lettere slasket i kraft af bandets stadion-attack, og Marks Johns må siges at være forfalden til nogle lidt svulstige 80er-guitarsoloer.

Men efter det hele syntes forbi gik Davies igen på scenen med en guitar og spillede to af hans største sange “Waterloo Sunset” og “Days” så ikke et øje var tørt, mens han betroede os at han, ligesom førstnævnte sangs fiktive Terry og Julie var “in Paradise”. Efter sådan en omgang kan man ikke sige meget andet end: GOD SAVE THE KINK!