Anmeldelse

Panda Bear har et imponerende kreativt drive. Han figurerer således som medlem af Animal Collective, spiller i projekterne Jane og Together og gør sig ligeledes som soloartist. Dette, hans andet soloalbum, er lavet som reaktion på hans fars død og udsendes nu i slipstrømmen af Animal Collectives glimrende Sung Tongs-album fra foråret. På Young Prayer er musikken mere nøgen end hos dyrekollektivet. Instrumenteringen er primært akustisk og består i stor stil af håndklap og anden sparsom percussion, guitar, piano og pandabjørnens stemme, der oftest er lys, blid og højtidelig. På egen hånd synes Panda Bear at have mindre fokus på at skabe fængslende popsange end i Animal Collective, og Young Prayer giver mere lyst til enkeltstående koncentrerede lytteoplevelser end at blive sat på repeat i dagligstuen. Albummet er en del mere abstrakt og flygtigt end Sung Tongs, og folk, der endnu ikke kender Panda Bear, vil nok have mest ud af at starte med netop den plade. Young Prayer er dog et smukt, personligt værk, der beroliger og varmer indeni.