Anmeldelse / Live / Mandag d. 25-10-2004 kl. 10:18

Tue West
Trax Galla, Værket, Randers, med Hush, Claus Hempler, Randi Laubek, Kira Skov og DR's Big Band,
lørdag d. 23. oktober 2004

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rocktalenter fik nyt liv med messingsuppe i ryggen

Rockblomst med bigband

Rocktalenter fik nyt liv med messingsuppe i ryggen

Billede: Michael Ersted

I september og oktober har DR i samarbejde med Dansk Rock Samråd stået bag de såkaldte Trax – Coming Home-koncerter, hvor fire kunstnere har givet koncerter i deres – små – hjembyer: Randi Laubek i Voersaa i Nordjylland, Claus Hempler i Højby ved Odense, Kira Skov i Rødovre og Tue West i Hundested. Og den alternative turné blev så afsluttet med en fælles gallakoncert i en femte provinsby, Randers, bakket op af DR’s Big Band.

Danmarks bedste country-pop
Inden solisterne skulle vi dog lige have en slags opvarmning med de nylige country-pop-albumdebutanter Hush, der rent faktisk er fra Randers. Den egentlige gruppe, sangerinde Dorte Gerlach og guitarist Michael Hartmann, var suppleret med mandolin/guitar, harmonika/klaver og cello, men hverken bas eller trommer. Et passende lineup til aftenens sid-ned-koncert, hvor Hushs primært afdæmpede, melodiske, let melankolske sange og Gerlachs meget smukke, sødmefulde-men-ikke-for-sukrede stemme kom helt til deres ret, med masser af instrumentale nuancer. Hush er i GAFFA blevet kaldt "Danmarks bedste country-pop lige nu". Et prædikat, der står uantastet efter aftenens fire sange korte koncert.

Ulasteligt croon
Herefter kom DR’s Big Band under ledelse af Nikolaj Bentzon på scenen, og Claus Hempler skred ind, som altid ulasteligt klædt i jakkesæt. Hempler udgav i foråret det meget fine album "Hempler", hvor hans stærke crooner-vokal går op i en højere enhed med hans flotte sange og den gennemførte produktion med bl.a. rig brug af strygere. Et album, der lægger op til bigband, selvom der altså her er blæsere i stedet for strygere. Og de to Hempler-sange "Over" og "Want You" fik da også endnu mere liv, som de blev serveret overhældt med messingsuppe, ligesom Hemplers vokal sad lige i skabet, men de blev dog fra musikernes side leveret overraskende tilbagelænet og afslappet. Først da Hempler præsenterede sin duetpartner (og eks-kæreste) Dicte i det gamle Elvis-nummer "You’re The Boss" (som de to også fremførte for Frederik og Mary forud for det kongelige bryllup i maj) blev der spillet helt tight. Og det var stort.

Tak til Karin Laubek
Herefter var det allerede tid til en ny solist, og det stod nu klart, at vi kun ville få nogle få sange fra hver solist. Næste levende billede var Randi Laubek, som på sine plader også bruger stort orkester i pænt omfang, og hendes og bigbandets udgaver af de to gode gamle Laubek-sange "Madness Sadness" og "New Beginning" kunne der heller ikke sættes den mindste lillefinger på. Så var det tid for Laubeks gæstesolister: Henrik Solgård og Kåre fra DR’s satire-program Drengene Fra Angora. De to stjal lidet overraskende showet, ikke mindst Solgård i en alt andet end øm duet med "Karin Laubek", som han sagde, i form af jazzstandarden "Wives And Lovers". Til stor jubel blandt publikum.

Lidenskabelig Kira
Efter pausen var det tid til Kira Skov fra Kira And The Kindred Spirits. Kira og hendes kumpaner excellerer normalt i grænselandet mellem garagerock og blues og dermed umiddelbart et godt stykke fra bigband-land. Men så alligevel ikke, for der er jo en mellemstation, der hedder soul, viste en hæs-sensuelt syngende Kira, til en afveksling med tildækket navle, i en flot og lidenskabelig fortolkning af Carole Kings "(You Make Me Feel Like A) Natural Woman". Hendes egen "Losing You" blev også fint leveret, selvom hun efter eget udsagn knap kunne genkende sangen i det nye arrangement, og endelig fik vi en smagsprøve på et Kira And The Kindred Spirits’ andet album, der kommer til januar, med soulsangeren Mark Linn som yderst habil gæst i en stærk ballade. Deres performance understregede i øvrigt, at hr. Linn godt snart må komme med en efterfølger til sit udmærkede, snart seks år gamle debutalbum. Se bare, hvor godt det er gået Claus Hempler, efter at han – og flere andre – har taget sig lidt sammen.

Nasal trommeslager
Så var det blevet tid til sidste navn, charmetrolden Tue West med de store hundeøjne, der fik et og andet ungpigehjerte til at banke lidt hurtigere. Inkarnationen af nasal-vokal, når en sådan er bedst, havde som den eneste medbragt strygere, der gav ekstra, smagfuld kolorit på de to fine ballader, han havde valgt at fremføre, "Jeg Kan Sove Når Jeg Kommer Hjem" og "Andre Mennesker". Altså ingen af hans ellers mange radiohits denne aften, men til gengæld sluttede den gamle trommeslager af bag tønderne med et uhyre energisk, svedigt instrumentalt bigband-nummer. Han kan altså lidt af hvert, den liden Tue.

Rockklassiker krævede teleprompter
Aftenen var slut, men naturligvis skulle vi have et ekstranummer. Og hvem kommer ind andre end … igen Henrik Solgård og Kåre, der straks gik i gang med dødsmetalnummeret "Den Forfærdelige Musefælde", kendt fra tv. Stærkt underholdende og alt andet end musikalsk. Og det samme var næsten tilfældet for "det rigtige" ekstranummer, alle solister og gæster (dog minus Dicte, som nøjedes med at slå på en tamburin i udkanten af scenen) til fællessang af Gasolin’s "Rabalderstræde". Sangen var tydeligvis ikke blevet indøvet særlig længe, for flere af vokalisterne måtte ty til teleprompter for at kunne teksten og præsterede alligevel at synge lidt forkert (måske derfor, Dicte holdt så lav en profil). Småpinligt, at blomsten af Danmarks rockungdom ikke kan en af dansk rocks udødelige klassikere, som ellers er blevet spillet og sunget om mangt et lejrbål, også uden for de mere elitære musikcirkler.

Respekt til bigbandet
Det skal nu ikke sætte skår i glæden. "Trax Galla – Coming Home" var en fin, fin aften, hvor samtlige solister og deres sange absolut gik fint i spænd med det særdeles velspillende bigband. Det var dog lidt ærgerligt, at vi kun fik tre sange fra hver, og måske skulle man have valgt færre solister og givet dem lidt mere spilletid eller droppet den ellers udmærkede åbning med Hush. Og selvom 2/3 af Drengene Fra Angora var uhyre sjove, så var de trods alt en kende malplacerede i sammenhængen. Men summa summarum: Man skal ikke kimse ad noget af solisterne, og bestemt heller ikke af DR’s fortrinlige bigband. Og som konferencier Carsten Holm påpegede: Vi betaler jo også alle sammen til det. Eller burde i hvert fald…