Materialet på skiven er, alle kvaliteter til trods, langt kedeligere end på tidligere udgivelser.

Beyoncé Knowles, Kelly Rowland og Michelle Williams er genforenet efter hver især at have forfulgt solokarrierer i de tre år, der er gået siden deres seneste succesalbum Survivor. Michelles to gospelalbum fik mest succes indenfor gospel-scenen. Kelly klarede sig fint internationalt, bl.a. med sin duet med Nelly, Dilemma. Men det var, som vi alle sammen vidste, Beyoncés solodebut, der fejede benene væk under alle. Det er stadig Beyoncé, som dominerer vokalt på dette Destiny’s Childs sjette album, hvis man tæller julealbum osv. med. Det er et langt mere modent indhold, vi præsenteres for. De hurtige partynumre, som trioen blev kendt på, er her næsten helt erstattet af mere eller mindre stille ballader om at finde den rigtige og holde fast på ham. Undtagelsen er første single Lose My Breath, hvor de samarbejder med Rodney (Dark Child) Jerkins igen. Rodney disker op med et fedt, nyskabende, men stadig superfunky drumline-beat. Ud over Rodney, Mario Winans og Rockwilder er det igen Beyoncé, som dominerer produktionerne og har stået for alle vokalarrangementerne. Hun har sørget for at give de to andre mere plads, og de synger alle sammen rigtig godt, men hendes egen vokal er uden sammenligning og distancerer sig klart fra de andre to. Sådan er det bare. Materialet på skiven er, alle kvaliteter til trods, langt kedeligere end på tidligere udgivelser. Der er det kendetegnende hyldestnummer til kvinder i form af Girl, som er udmærket, men langt fra den standard, Destiny’s Child selv har sat for r&b-scenen. Albummet blev indspillet på kun tre uger, hvor de tre piger isolerede sig i studiet. Det skyldes ifølge dem selv ikke, at de alle har travlt med andet, men skulle have hjulpet dem med at fokusere og genoplive den gamle magi ved samarbejdet. Det er blevet til et okay album, hvor man ikke kan sætte en finger teknik eller vokalarbejde. Desværre er albummet alligevel ret kedeligt og kommer ikke til at kaste flere hits af sig, medmindre pigerne i dag har så stor indflydelse, at de simpelthen omdefinerer tidens trend til at være stille ballader. Det tror jeg næppe.